Skyfire Mind_Revolution [Hammerheart/Nordic Metal 2003]
Denne svenske kvintet imponerede undertegnede meget med deres debut "Timeless Departure" fra 2001. Det er en skive som stadig er at finde i afspilleren, så derfor var der set frem til denne skive.
Så snart musikken sætter i gang, ligger det klart at stilen fra den første skive bliver fulgt. Der er altså tale om en gang symfonisk ultra-melodiøs semi-progressivt death metal. Bandets melodier er alt for fede og gennemførte. Hele tiden kører keyboard og guitar sammen eller kæmper imod hinanden.
De 2 instrumenter harmonerer alt for fedt på skiven. Kompositionerne er også vel lavede og sætter netop de 2 instrumenter i højsædet. Den tekniske klasse er høj og altid er der øreguf til lytterne. Enten er det guitaren der fyrer fede melodier eller leads af. Derunder ligger keyboardet og lurer og leverer lidt rytme. Eller så foregår det ligeså fedt omvendt. Eller så spiller instrumenterne sammen og skaber en meget, meget stor enhed.
Oveni det hele ligger den grimme growlende vokal og er for det meste det eneste sikre bindeled til Death metallen. Musikken har bevæget sig længere over imod den tekniske progressive power metal, og det er egentlig ikke en ulempe. Kontrasten imod den alt for fede og teknisk flotte musik og den grimme vokal virker sgu også godt.
Bandet har udviklet sig en del siden debuten, selvom musikken er blevet lidt mere blæret og "pæn" så er det sgu skallesmæk for skillingerne. Numrene hænger godt sammen og der en pæn rød tråd igennem skiven. Denne skive skal sgu høres, det er stort!
9/10