Elend – Winds Devouring Men [Prophecy Productions/VME 2003]

Atmosfærisk, ambient og rituelt er 3 ord der rammer meget præcis, på denne nye skive fra Elend. Musikken er mørk og tung og er bygget op af keyboards, samples, tungt perkussion, violiner og fløjter. Derudover bliver vi budt på en, næsten messende, mandlig vokal og kvindeligt operalignende klagesang.

Der er et tykt, tykt tæppe af melankoli over skiven og den virker da også bedst i en ensom og mørk nattetime. Stemningerne på skiven bliver udført suverænt og kompositionernes elementer bliver flot fremhævet. Tempoet er dog hele tiden drævende og atmosfæren mørk, hvis man ikke er depressiv, så bliver man det.

Vokalen er flot fremført, meget sørgmodig og til tider flot messende. Fra stille og tilbagetrukken og til bombastisk og fremadstormende. Dog altid i sammenhæng med musikkens svingninger.

Jeg har haft det lidt svært med denne skive, da jeg savner lidt mere gang i den. Men jeg må krybe til korset og indrømme at det er et flot album. Fremførelsen af musikken og arbejdet der er lagt i kompositionerne er flot. Det er ikke et album man finder frem til hvilken som helst leglighed. Man skal have sindsstemningen med, for at få det fulde udbytte af skiven. Men hvis sindet er mørkt nok, så er skiven det rette redskab, til at få det endnu mørkere!

7/10