Callenish Circle My Passion//Your Pain [Metal Blade/Nordic Metal 2003]
Endnu et album fra hollandske Callenish Circle, hurra eller ikke. Indtil videre har hollænderne ikke formået at overbevise mig med deres melodiske svenskerdøds efterligninger uden nosser.
Den svenske lyd og atmosfære dominerer stadig musikken, men drengene er begyndt at få noget mere identitet. Der er mere knald på drengen på denne skive, end det før har været hørt. Momentum bliver holdt bedre og vi er næsten ude over de lange trælse breaks. Konsistensen på skiven er meget bedre.
Der er mange fede aggressive thrashede riffs på skiven. Det er ikke meget nyt over guitarens arbejde, men det sparker ganske pænt røv. Trommerne klapper også derudaf, oftest i højt tempo. Dog varierer bandet godt imellem blast stykker og tungere og mere velfunderede passager.
Skiven er indspillet i stage One med Andy Classen og lyden er mange gange bedre end på det forrige udspil. Dog er produktionen lidt kønsløs og steril, med andre ord ganske kedelig. Det lader til at den gode Herr Classen er stagneret rent produktionsmæssigt.
"My Passion//Your Pain" er en ganske habil skive fra bandet og indtil videre det bedste de har præsteret. Dog bliver skiven for lang, numrene kører meget over de samme temaer og opbygning. Færre numre og færre minutter per sang ville hjælpe meget. Guitarsoloerne fra de glimrende guitarister er fede. Men falder uden for kontekst og sætter tempoet lidt ned og sørger for ar den aggressive hovedstemning falder til jorden. Et godt forsøg, men der mangler sgu det sidste spark.
5/10