Ragnarok – Blackdoor Miracle [Regain Records/Target 2004]

Norske Ragnarok har aldrig sagt mig det store, en kopi af deres debut "Nattferd" endte engang imellem hænderne på mig. Og siden da har jeg gået i en stor bue udenom bandets musik.

Bandet vil gerne være ondt og lege med i black metal verdenen. Der mangler sgu bare følelse i drengenes udladninger. Musikken trækker på gode gamle norske dyder, med lidt moderne elementer. Især bærer nogle af kompositionerne meget præg af rockede og til tider næsten groovede elementer. Bandet leger en del med twistede disharmoniske guitarmelodier, og det fungerer egentligt udmærket i et nummer som ’Heir Of Darkness’. Dog kan man hurtigt tage en bunke bands, samt i visse tilfælde enkelte numre. Og udpege dem som inspirationskilderne.

Skiven er indspillet i The Abyss med Tommy Tägtgren. Det er der egentligt kommet en meget god lyd ud af. Dog lyder guitarerne ofte mere dødsmetalliske end black metalliske. Der er en okay, men meget påtaget, støjmur, der drukner det meste af trommerne arbejde.

Vokalen på skiven er meget fed, den bliver leveret af det nye bandmedlem Høst, som også huserer i Taake. Skiven her er ikke anbefalelsesværdig, den er sgu for kedelig og triviel. Og så stinker den langt væk af påtagethed. Der er masser af fede black metal bands i undergrunden for tiden, brug hellere tiden på dem.

3/10