Dark Disciple – Unholy Hate Gore [Morbid Records 2004]

Den brutale amerikanske death metal scene er virkeligt i fuld flor for tiden, og det kommer os lyttere til gode. Denne gang er det Morbid Records der har været på rov i Maryland, USA og med sig hjem har de bragt debuterende Dark Disciple.

Bandet byder på tonstungt og knusende death metal. Der er noget gammelt New Yorker stil over opbygningen, der skifter imellem ligefrem smadder og nogle tekniske breaks. Guitarerne er nogle meget tunge sataner, der trækker tænder ud. Riffene er for det meste meget direkte og rammende. Stemningen over skiven er mørk og ond, og det er guitarernes lyd og spil der står for stemningsopbygningen. Sammen med det alt for vilde growl, der veksler imellem et monstertungt og dybt growl og et smertefrembringende skrig, der vil få de fleste black metal svanse til at græde.

Det er ikke det mest revolutionerende Dark Disciple leverer, de har dog en frisk og møgbrutal approach til musikken, der gør den knusende og meget lytteværdig. Og udover ligefremheden er der de nævnte breaks at hygge sig med, samt en del fede smadderleads. Det er helt sikkert en skive jeg vil bruge meget tid på i fremtiden!

7/10