Akercocke – Choronzon [Earache/Target 2003]

Engelske Akercocke er et af de mere specielle bands indenfor metallen idag. De blander nedtunet og mørkt black metal, med ligeså mørkt og tungt death metal. Derudover poder de musikken med henrivende mystiske atmosfærer og kolde industrial flader.

Bandets stærke side og akilleshæl er de mange facetter de hele tiden præsenterer. De er gode til at bruge memorable hooks, så man har holdepunkter i musikken. Men engang imellem mister man fokusen på det der foregår, det har tendens til at blive meget forvirrende. Men hvis man har tiden og viljen, så er musikken flot og storslået og byder på mørke i lange baner.

Musikerne i bandet har hele vejen igennem deres karriere udviklet deres talenter, og er efterhånden blevet meget gode. Der bliver især leveret noget lækkert guitararbejde, indenfor alle de genrer bandet præsenterer. Derudover er de elektroniske effekter perfekt afpassede til musikken og atmosfærerne og bliver aldrig for meget.

Et andet plus for skiven er produktionen. Bandet har været i USA og har indspillet albummet sammen med Neil Kernon. Det er der kommet et meget mindre rodet lydbillede ud af, end vi er vant til fra bandets side, og det klæder faktisk musikken utroligt meget.

"Choronzon" er en svær skive at komme i gang med, da man hele tiden bliver bombarderet med diverse sanseindtryk fra diverse genrer, samt en masse mørke stemninger. Dertil lægges den meget varierede vokal, der især spiller max når der monstergrowles og synges/råbes højt, skingert og klart. Albummet er alle pengene værd og lidt mere, hvis man bruger tiden til at afkode Akercocke’s forskruede, mørke, mystiske og sataniske univers.

8/10