My Dying Bride – Songs Of Darkness, Words Of Light [Peaceville/VME 2004]

Alle venter altid spændt når doom/death kongerne i My Dying Bride, annoncerer at der er et nyt album på vej. Sådan har det også været denne gang. Forventningerne efter det suveræne "The Dreadful Hours" har været tårnhøje.

Bandet viger ikke fra deres gamle og velkendte stil på dette album. De eksperimenterende dage er lagt helt på hylden. Faktisk lyder meget af materialet herpå, meget hen ad de tidlige dage. Stemningen er tung og mørk, musikken meget tung og drævende. Og der bliver growlet mere end i lang tid. Der bliver stadig gjort brug af den rene vokal, og det er godt da den er fed. Men også godt at høre growlet fra Aaron. Og så er hans spoken word passager også monster fede.

Det er den tunge riffing der bliver brugt. Der er ikke mange positive momenter i musikken. Den er mere dyster end i lang tid. Og det er især de fede guitarriffs der er med til at sætte stemningen. Oveni i al den dystre doom/death riffing, er der blevet fundet plads til nogle fede, og til tider meget syrede leads.

Lyden på "Songs Of Darkness, Words Of Light" er mere kompleks, end det var tilfældet på den forrige skive. Instrumenterne står ikke så meget alene, de arbejder mere sammen. For at skabe en ufattelig tung melankolsk mur, der vælter ud af højtalerne og omringer en.

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af om den nye skive er bedre end den forrige. Den er i hvert fald mere mørk og sværere at lytte til. Men det er ikke negativt når vi snakker doom/death. Den er i hvert fald på højde med "The Dreadful Hours" og skal med tiden nok gå hen og blive endnu en My Dying Bride klassiker!

9/10