Hate Awakening Of The Liar [Listenable/Target 2004]
Vi har vel alle hørt om polske Hate, derimod er der vel ikke så mange der egentligt har hørt musik, med dette efterhånden gamle band. Dette er i hvert fald mit første møde med polakkernes brutale udgydelser.
Stilen er meget hård og brutal death metal, med alle de elementer der gør den stil fed. Der hviler en mørk og tung stemning over musikken. Farten bliver varieret godt, i form af monstertunge stykker, der tramper alle små nye blomster ned i mulden. Samt blæsende hurtige blastende stykker, der rykker alt og alle rundt.
Numrene er intelligent opbyggede og byder både på direkte smadder og intense tekniske lækkerier. Der er arbejde til både nakke og hjerne. Bandets udgangspunkt ligger tæt op start og midt halvfemsernes US scene med egne additioner af sangskrivningstalent og ældre europæiske bands.
Produktionen på skiven er i top. Tung og lækker, den smider musikken ud af højtalerne. Der er masser af energi over produktionen og er på engang brutal og beskidt, men også meget pæn.
Hate er mere eller mindre et obligatorisk favorit band for alle med hang til brutalt død, med lidt teknik inde over. Der er masser af variation og gode numre på skiven. Og så leverer Adam The First Sinner også en fed omgang growl. Denne skive skal jeg nok komme til at hygge mig meget med.
8/10