Abathur – Grim Fucking Folktales [Christcrusher Productions 2003]

Abathur er et en-mands band der stammer fra Iran. Der bliver leveret beskidt old school thrash med black metal elementer. Især opbygningen af numrene, bærer præg af at Demaforest har lyttet en del til diverse black metal bands.

Det her er det første demo han har lavet, og det blev originalt udgivet i 2001. Guitararbejdet er udmærket, koldt og forstyrrende, næsten ambient. Burzum er en af de store inspirationskilder. Vokalen er kørt igennem en effektboks og får deraf et grimt præg. Den er meget dyb, samtidig med at den ligger dybt i mixet. Det giver en god ond effekt.

Som de fleste en-mands bands, så gør Demaforest brug af en trommemaskine, og det bliver belastende. Dobbeltstortrommerne hamrer hele tiden derudaf, med en pisse irriterende lyd. Samtidigt med at lilletrommens slag, leverer samme takt på alle 3 numre. Det ville hjælpe gevaldigt hvis den satans maskine blev programmeret ordentligt.

Dog er de 3 numre meget fede, og især det sidste. Den instrumentale ’Caspian Sea’, som har en ufattelig fed og dyster stemning. Dog skal man først lige abstrahere fra trommernes monotoni. Men Abathur er helt sikkert et band der er værd at holde øje med. De gamle enkle, larmede og forstyrrende black metal elementer er igen bragt til live. Samtidig med at der er en thrashet stemning over udspillet.

6/10