pixofmonth.gif (14426 bytes)

[English reviews are below the reviews in Danish]

 

09 December 2003

Hegemoon/Runes Of Dianceht – SplitCD [Eastside Records 2003]

Endnu 2, for mig ukendte bands skal nu under kniven. På denne split CD præsenterer polske Hegemoon 7 numre og en intro og russiske Runes Of Dianceht 6 skæringer.

Hegemoon ligger ud med knaldhårdt black metal. Misantropi, had, had og endnu mere had vælter ud af højtalerne. Harske forvrængede guitarriffs fylder stuen, den svinske vokal griber fat i indvoldene og trækker dem ud, alt imens de 2 stortrommer for seriøse tæsk. Bandet leverer traditionelt nordisk black metal med et kaotisk Østeuropæisk twist, som gør det temmelig unikt og hårdtslående. Især vokalen er en grim satan, der nok skal skabe enten glæde eller utryghed. Sangene er velskrevne og er meget direkte og hårdtslående, ingen pis her.

Der er masser af ond og mystisk atmosfære inde over musikken og der er også et par nostalgiske black metal riffs at finde her og der. Velskrevet og velspillet black metal med nosser og følelse.

Runes Of Dianceht leverer også grumt black metal, lidt mørkere og noget mere rodet end Hegemoon. Enkle guitarriffs, en episk bas, som man kan høre hele vejen igennem. Klaprende trommer et sted i baggrunden. Og en grum skrigende vokal, der virkeligt udtrykker had og frustration.

Udtrykket er meget rodet og kaotisk og samtidigt hårdtslående. Ondskaben skinner igennem musikken, sammen med de klare Burzum referencer. Dette er bare ti gange så brutalt og grimt som Burzum. Men samme fede atmosfære bliver indfanget, med lidt af de samme virkemidler.

Hegemoon er klart det fedeste band på denne skive, men Runes Of Dianceht ligger lige i hælene på polakkerne. Splitten byder på en fed lytter på 2 fede bands fra den gamle østblok, ingen fans af harsk black metal burde snyde sig selv for denne skive. Dog hav i mente at dette ikke er for svagt sindede!

[English]

Yet 2, for me, unknown bands have to go under the knife. On this split album does Polish Hegemoon present 7 tracks and an intro and the Russian horde Runes Of Dianceht does bring us 6 tracks.

Hegemoon is opening with very hard black metal. Misanthropy, hate, hate and even more hate, flows out of the speakers. Harsh and very distorted guitarriffs are filling the room, the evil vocal gets a firm grib on the intestines, and pulls them out. All together while the 2 pounding bass drums gets serious beaten up. The band is delivering traditional Nordic black metal with a chaotic East European twist, which makes the experience pretty unique and hard hitting. Especially the vocals are an ugly devil, which will create either happiness or fear for the listener. The songs are well written, very direct and hard hitting, no shit here.

There are plenty of evil and mystique atmospheres over the music. Together with a couple of nostalgic black metal riffs here and there. Well written and well performed black metal, with both balls, attitude and feeling.

Runes Of Dianceht delivers grim black metal, a bit darker and more chaotic and messy than Hegemoon. Simplistic guitar riffs, epic bass lines, which one can hear all the way through. Smashing drums somewhere in the background. And a shrieking vocal, which really expresses hate and frustration.

The expression is very dirty, messy and chaotic but still very hard hitting. The evil does shine through the music, together with the Burzum references. The same greatly created atmosphere as Burzum, created with the same means, just 10 times as ugly and brutal.

Hegemoon is for sure the superior band on this release, but Runes Of Dianceht does put on a battle. The split offers a great listening session on 2 bands from the old East block, no fans of harsh black metal should miss this one, just have in mind, it isn’t for weak-minded and spirited people!

9/10

Misery Index – Retaliate [Nuclear Blast/VME 2003]

Damn, så er der satme death metal på drengen. Misery Index var nok mest kendt for at være bandet, der husede en del Dying Fetus udbrydere. Nu er der kun 2 af dem igen og sammen med trommeslager Matt Byers, knuser de nu en seriøs gang kranier.

Stilen er god gammeldags death grind med et moderne approach. Der er fuld fart over feltet og det er satme brutalt. Tag det fedeste fra Terrorizer, Napalm Death, gammelt Bolt Thrower, og ja sågar Deicide, så har det hvad Misery Index handler om. Fede mainriffs, der bliver hamret af sted og ind i hovedet på lytteren med 7 tommer søm. Vildt hurtigt og afvekslende trommespil, fee trommeslager. Deroveni tung og hamrende bas og en voldsom fed vokal.

Det fede ved bandet, er den måde de griber de fede gamle ting an på en ny måde. Hele tiden føler man sig hensat til de andre bands musik. Men der er også elementer de ikke havde. Og så den pågående vokal, damn det er sgu godt.

Her er en skive som samler slut 80ernes og start 90ernes grindcore og death metal med nutidens standarder og teknik. Flot bro der bliver bygget. Jeg har sagt det mange gange før i år, men her har vi sgu endnu en kandidat til årets bedste death metal skive.

[English]

Damn, this is fucking death metal. Misery Index was mostly known as the band containing a lot of outbreaks from Dying Fetus. Only 2 are left now, and together with drummer Matt Byers, do they crush a serious amount of skulls.

The style is good ol’ death/grind with a modern approach. Full speed ahead, god damnit it’s brutal. Take the best from Terrorizer, Napalm Death, old Bolt Thrower, and yeah even a bit of Deicide, then you’ll have what Misery Index is all about. Cool main riffs, which are hammered off and into the head of the listener with giant spikes. Crazy and alternating drumming, cool drummer. In top of that do we have a thundering bass and very good vocal.

The great thing about the band, is how they take good old things and twist them into their own. All the time does one hear bits and pieces of well known stuff, but still the are done with a Misery Index twist. And then the aggressive vocal, damn it’s good.

Here is an album which brings together the best of the late 80ties and the start 90ties grindcore and death metal and blends it perfectly with nowadays technique and standards. They surely build a great bridge. I have said it many times this year, but here it goes again, another candidate for the best death metal album of the year!

9/10

November 2003

Deeds Of Flesh – Reduced To Ashes [Unique Leader/Superion 2003]

Endnu engang slår amerikanske Deeds Of Flesh hårdt til med en gang ultra brutal, teknisk og grindende death metal… Her bliver der ikke vist nåde eller taget gidsler, ryst med hovedet eller dø, det kunne godt være bandets motto.

Der bliver klappet godt i gang med titelnummeret og derfra ligger det fast at Deeds Of Flesh, er tilbage stærkere og ondere end nogensinde. Udgangspunktet ligger stadig i den lynhurtige og grindende californiske death metal. Dog viser drengene sig fra en mere velovervejet og varierende side. Der er mere sammenhæng imellem brutalitet og teknik, grindparterne og de tunge moshstykker passer perfekt sammen og går op i en højere enhed.

Guitarspillet, er der ikke så meget nyt over. Det er solidt grindende og meget knusende. Det er nogle fede og gribende riffs der bliver fyret af. Og sammensætningen af dem spiller sgu også max. Kompositionerne er også meget gennemtænkte og de virker alle rigtigt godt. Der er ikke et sekunds kedsomhed at finde på skiven. Selv det 11 minutters lange ’The Endurance’ sparker røv hele vejen igennem.

Bandet har også formået at give dem selv en rigtigt god lyd. Detaljerne kommer godt igennem og alle 3 instrumenter har masser af plads til at udfolde sig på. Især det fede trommespil udfolder sig fedt. Der er også masser af power bag produktion, det er sgu en fryd at høre.

Selvom bandet har 5 fede skiver bag sig, så er dette sgu perlen i den række. Variationen og al den ondskab som udspiller sig i løbet af de 46 minutter er sgu uovertruffen. Dette er et must for death metal fans af alle slags!

[English]

Once again does the American outfit Deeds Of Flesh, hit hard with a lethal dose of utterly brutal, technically and grinding death metal... No mercy are shown, no hostages are taken, bang your head or die, could be the motto of the band.

The album starts deadly off with the title track. And from there is it clear that Deeds Of Flesh are back, stronger and more evil than ever. The base is still the fast and grinding Californian death metal. Though does the boys show a more mature, thought through and varied side of themselves. The connection between technique and brutality is great. And the grindparts and the heavy moshparts fits perfectly together and creates a higher unity.

The guitarplay doesn’t show many new things. It is solid, grinding and very crushing. The riffs are great and very catchy. And the way they are put together, creates maximum pain. The compositions are also very thought through and works very well. There isn’t a second of dullness on the album. Even the 11 minutes long ‘The Endurance’ kicks ass, all the way through.

The band has also accomplished to give themselves a really good sound. The details are coming clear through the wall of sound and all three instruments have lots of space. Especially the great drumming is coming out clear. There are also tons of power behind the production, great to hear.

Even though the band have 5 great albums behind them, this is the current highlight. The alternation and all the evil, which outplays the 46 minutes are unsurpassed. This is a must for death metal fans of all kinds!

9/10

Impaled Nazarene – All That You Fear [Osmose/Superion 2003]

Efter den noget halvkedelige "Absence Of War… Does not Mean Peace" er de endnu engang gale finner i Impaled Nazarene, tilbage med et album, der chokerer og sparker røv.

Der bliver sat i gang med den geniale ’Kohta Ei Naura Enaa Jeesuskaan’, hvor man føler sig hensat til for 10 år siden. Hvor bandet bare blastede derudaf med det ene vilde skrig efter det andet, alt for fedt. Dog er altid ikke så rosenrødt, generelt er albummet en fed blanding af det gode gamle alt for syge Impaled Nazarene. Og det nyere lidt mere catchy thrash influerede musik.

Dog er der ikke mage kedelige øjeblikke på "All That You Fear". Der bliver satme gået til stålet hele vejen igennem skiven. Der blastes, skriges, grindes, grooves og så videre, der er sgu fedt. Kompositionerne byder på masser af variation, både numrene imellem og de enkelte numre. Drengene spiller sgu på alle de strenge de har.

Produktionen har bandet også med sig. Der er saft og kraft bag de musiske udgydelser, samtidig med at der er en grim kant over lyden. Der er også masser af dynamik på skiven og det gavner især trommer og den fede fremtrædende bas.

"All That You Fear" er uden tvivl bandets mest gennemførte album til dato. Det når selvfølgelig ikke højderne på de 3 første skiver, klassikere kan ikke røres. Men dette er satme en fed skive der byder på masser af konformitet og endnu mere galskab. Det her er høj klasse fra et band jeg have opgivet…

[English]

After the pretty boring "Absence Of War… Does Not Mean Peace", are the once again mad Finnish dudes in Impaled Nazarene back with an album, which both shocks and kicks ass.

The party is started with ‘Kohta Ei Naura Enaa Jesuskaan’, where one feels like going ten years back in time. The good old times where the band just blasted away, accompanied with one mad and wicked scream after the other, way to cool. Though isn’t everything on the new album as good. Generally speaking is the album a good mix of the old Impaled Nazarene and the never catchier thrashier stuff.

Though there isn’t a dull moment on "All That You Fear". The boys are wielding the scythe all the way through the album. They are blasting, screaming, grinding, grooving and so on, its great. The compositions are offering a lot of alternation, both the numbers individually and the single tracks. The boys are using all the strings they’ve got.

The production is going the bands way too. There are a lot of power and aggression behind the musical presentations, all together with a raw edge. There are also lots of dynamics on the album, and that is good for the drums and the great conspicuous bass.

"All That You Fear" is without a doubt the bands so far most thorough album. It is off course not, reaching the heights of the first 3 albums. Classics can’t be touched. But this is a fucking great album that offers lots of conformity and even more madness. This is high class, from a band that I had given up on…

9/10

Invocator – Through The Flesh To The Soul [Scarlet/Target 2003]

Dengang jeg åbnede kuverten og så at det var denne skive der lå deri, så blev jeg vild og var ved at falde over mig selv flere gange, for at få den hurtigt nok i anlægget. Glæden blev dog hurtigt afløst af forundring, Der stod da Invocator på skiven, og det lød da også som Invocator engang imellem. Lidt tid senere blev skiven støvet af og jeg begyndte at lytte intenst på den, og den blev lidt federe. Dog kom åbenbaringen først for et par uger siden, under bandets alt for fede optræden på Aalborg Metal Festival, efter det kunne jeg høre på skiven med helt andre ører.

Musikken er i stor grad Invocator, bare lidt mere moderne og gennemtænkt. Guitaren lyder som den skal. Tung og larmende med masser af feel. Der bliver vist teknik af høj klasse fra de 2 herrer med seks strenge. Et andet aspekt der rykker, er basspillet fra Carsten Mikkelsen, det er tungt og smadrende. Hele tiden klimprer de tunge strenge i baggrunden og ligger en kanon bund ofr guitarerne. Trommernes arbejde og er også noget bedre end standard. Har Invocator nogen sinde lydt så godt?

Vokalen fra Jacob Hansen er lige så bidsk som den plejer at være og det spiller sgu max. Men hov hvad var det? Manden er jo også begyndt at levere skønsang.. Lidt sjovt og mærkværdigt i starten, men når man vænner sig til det. Virker det sgu perfekt til bandets ny fundne univers og giver et helt nyt aspekt til bandet.

Kompositorisk er skiven sgu også i top. Masser af variation og hårdtpumpet thrash med et meget rocket feel. Det skriger, det groover, det rykker, årets danske skive? Måske… Det er sgu for fedt at bandet er i gang igen…!!! Hvis denne skrift ikke har overbevist dig, så er det ned til pusheren og hør følgende numre: ’Through The Flesh To The Soul’, ’Flick It On’, ’Fire Cleanses All’ og ’Sand Between The Teeth’, det burde overbevise dig!

[English]

When I opened the envelope and saw it was this disc. I went wild and nearly stumbled over myself, more than once, to get the CD in the player fast. The happiness was quickly replaced by wondering. The disc said Invocator. And once in a while it did indeed sound like Invocator, but… The disc was put aside and was brought back to life after a while and I started to listen to it intensely, and it got a bit better. But the revelation did first come a couple of weeks ago, at Aalborg Metal Festival. Where the band, did deliver a blistering show. After that did I listen to the album with new and fresh ears.

The music is in a high level Invocator, just more modern and more thought through. The guitar is sounding, as it should. Heavy, noisy and with tons of feel. There is shown technique in a high class from the double six-string attack. Another great aspect is the bass play from Carsten Mikkelsen, it is heavy and crushing. All the time does the heavy strings move the soundpicture and creates a great bottom for the guitars. The drums is also somewhat better than standard. Has Invocator ever sounded this good?

The vocals from Jacob Hansen are just as angry as it used to be, that’s great. Ups, what was that? The man has started to sing clean.. It sounds a bit funny in the start, but when one gets used to it. Does it work perfectly in the new universe of Invocator.

The album is also very well composed. Lots of alternation and thrash hard as steel, with a very rocky feel. It screams, it grooves, it fucking rocks, Danish album of the year? Maybe.. It is to cool that the band is back at it…!! If this review haven’t convinced you, then go down to the record shop and listen to the following: ‘Through The Flesh To The Soul’, ‘Flick It On’, ‘Fire Cleanses All’ and ‘Sand Between My Teeth’, that should convince you!

9/10

King Diamond – The Puppet Master [Massacre Records/VME 2003]

Så slår kongen af horror til igen og han slår hårdt. Manden har ikke været så højt oppe i gear, siden han sammen med Mercyful Fate udgav den fænomenale "9" i 1999.

Horror stemningen er tilstede på skiven fra første tone og forsvinder ikke. Derudover er der nogle lidt hårdere og mere thrashede parter end sædvanligt. De 2 mænd på med seks-strengede økser, leverer hegn for alle pengene. Sjældent har Wead og La Roque leveret så mange fede ting på én skive.

Vokalen fra King Diamond er som altid også i top. Der er dog ikke så mange skingre skrig, som normalt. Han er lidt mere afdæmpet og mystisk end før. Det virker faktisk også temmelig godt, der ligger i hvert fald en tung mystisk atmosfære over skiven. Derudover så er der bragt en smuk, men lidt forsigtig kvindevokal. Det bidrager sammen med keyboardet til stemningen og gør det hele lidt mere teatralsk.

Lyden på skiven er også stor, især guitarerne er knusende og efterlader ingen sårede. I det hele taget er mixet rigtigt flot, tingene ligger i perfekt niveau og det lyder sgu pissegodt.

Med "The Puppet Master" byder King Diamond os på et stort opsat og meget teatralsk album, der kræver fuld opmærksomhed fra lytteren. Og hvis man giver albummet opmærksomhed, så er skiven stor og flot. Derudover så er der nyt til de jule glade, i form af ’Christmas’, som dog ikke når op på siden af ’No Presents For Christmas’ fra 1986. Men her er dømt købepligt for alle elskere af mørk og mystisk metal, kongen har gjort det igen.

[English]

The king of horror strikes back and he strikes hard. The man hasn’t been in such a high gear, since the phenomenal "9", he released with Mercyful Fate back in 1999.

The horror atmosphere is present from the first tone and doesn’t disappear for a second. Besides that are there some harder and more thrashy parts, than usual, present. The 2 men with the six-stringed axes, are delivering ripping play for all the money worth. Seldomly have Wead and La Roque delivered so many great things, on the same album.

The vocals from King Diamond are as always great. Though there isn’t so many high screams as earlier. He is a bit more subdued and mysterious than heard before. It works pretty well, the heavy atmosphere on the album is definately gaining from it. Besides that has he brought in a beutiful, but a bit fragile female vocalist. It adds, together with the keyboard, an extra dimension to the world of King Diamond and makes the whole deal a bit more theatrical.

King Diamond is with "The Puppet Master" delivering a greatly put together and very theatrical album, which demands full concentration from the listener. And if you give the album the needed attention, then is the album huge and very dark and beautiful. Besides that is there a new tune for the christmas happy bunch, in shape of the track ‘Christmas’. Which doesn’t match the alltime classic christmas tune ‘No Presents For Christmas’ from 1986. This is an mandatory album to the collection of dark and mysterious horror metal lovers, the king has done it again!

9/10

Krisiun – Works Of Carnage [Century Media/Target 2003]

Efter 2 års stilhed slår den brasilianske dræber trio endnu engang hårdt til. Som på de foregående skiver står den på nådesløst og hamrende brutalt death metal.

Det første der falder en i ørene er den lidt mere afslappede lyd. Før har trioen brugt en meget tight og klinisk produktion, for at alle detaljerne i lydinfernoet skulle stå klart på himlen. Det er nu droppet for en mere svingende produktion, dog er musikken stadig svinetight og detaljerne er bliver stadig banket på plads med syvtommer søm.

Musikalsk er der ikke så meget nyt under solen. Den står stadig på hurtigt og brutalt death metal. Numrene er dog lidt kortere og mere direkte end før, de slår hårdt. Guitararbejdet er pissefedt og dræbende. Riffene rykker tænder ud og lead arbejdet besidder høj klasse. Bassen arbejder hårdt og leverer dundrende salutter. Vokalen er grum og frygtindgydende, evil prevails. Og så er der selvfølgeligt trommemonsteret som leverer over menneskeligt spil. Hurtigt, tight, meget teknisk og meget varieret, det er sgu fedt.

Kompositionerne er som skrevet kortere end før. Men de er også mere varierede end før set fra bandet. Der er ikke kun hyperspeed parter, næh. Der er sgu også indarbejdet nogle stykker hvor hovedet kan følge med takten og håret kan udfoldes. Derudover er produktionen også fed og passer perfekt til bandets lidt old school komponering.

Dette er bandets hidtil fedeste ofring. Kompositionerne spiller max, det er virkeligt lytte værdigt death metal. Bandet har efterhånden fået rigtigt mange strenge og spille på og de bruger dem sgu alle, det er fedt. Lyden er også et plus for bandet, da den mere kliniske lyd gjorde musikken lidt for hård at lytte til i længden. Derudover så er Krisiun’s version af Venom klassikeren ’In League With Satan’ også suveræn, der er sgu knald på drengen. Her sgu ingen tvivl, obligatorisk køb for death metal fans af alle slags.

[English]

After 2 years of silence does the Brasilian killer trio strike back. As on the previous albums, does it still mean thundering death metal without mercy.

The first thing one notices is the more relaxed sound picture. On the previous albums has the band used a very tight and clinically production, so all the details in the blasting inferno of sound, was clear. It is now put aside for a more organic and raw production. Though the music is still tight as a nun’s cunt and the details are still delivered with wrath.

Musically isn’t there many news. The main feature is still fast, furious and brutal death metal. The tracks are a bit shorter and more direct than before, they are hitting hard. The guitarwork is very good and totally killer. The riffs pulls out teeth and the leadwork possesses high class. The bass is working hard and is delivering thundering salutes. And then we have the drum-monster, which once again delivers a perfomence beyond human perception. Fast, tight and very technically and alternated, very good.

The compositions are as written, shorter than before. But they are also more variated. It is not only hyperspeed parts, no man. There are also incorporated pieces where ones head can keep the pace and the hair can flow. Besides that is the production very good and it fits the bands old school compositions very good.

This is the best sacrifice from the band so far. The compositions are beyond the top, it is really good death metal. The band has with the time, obtained many skills and they are now using them all. The new sound is also a plus for the band, the more clinical sound did make the music hard to listen to. Besides all this, is the version of Venom’s classic ‘In League With Satan’ also great, full throttle ahead. No doubts here, mandatory death metal, now go obtain this fucker.

9/10

Negura Bunget – ’N Crugu Bradului [Code666/Superion 2003]

Rumænske Negura Bunget drømmer sig smukt tilbage i tiden med deres nye opus "’N Crugu Bradului". Deres storslåede episke metal med base i black metallens onde univers, blandet med fede folkemusiske indslag, efterlader sig sgu indtryk på lytteren.

Der er 4 lange numre på udspillet og hver især tryllebinder lytteren med den fede fængende og mystiske musik. Om den står på kolde black metal riffs, tordnende trommer og grim vokal. Eller på akustisk guitar, hvisken og sagte perkussion, så kan man ikke fjerne koncentrationen fra musikken.

Selvom numrene er så lange som de er, så bliver de aldrig uinteressante. De er virkeligt velkomponerede og bandet ved hvornår de skal bruge diverse hjælpemidler. Den episke stemning der hænger også udspillet er også suveræn, og er også med til at holde det store helhedsindtryk intakt.

Overgangen imellem de brutale black metal parter og de atmosfæriske stemningsopbyggere. Sker også altid glidende. De føltes aldrig klodsede, men mere som en videre udbyggelse af nummeret. Især det 15 lange nummer ’III’ er et rigtigt godt eksempel på bandets kompositoriske evner.

Alle med hang til mørkt og stemningsfuldt musik skal sgu tjekke dette band ud. Det styrer rimeligt hårdt og er garant for både brutalt og grimme black metal parter og smukke og stemningsfyldte folkparter. Og så kan skiven høres igen og igen… Den holder hårdt.

[English]

Rumanian Negura Bunget is dreaming themselves beautifully back in time with their new opus "’N Crugu Bradului". Their grand epic metal with base in the evil universe of black metal, mixed with great elements of folk music. It does make a big impression on the listener.

There are 4 long tracks on the album and each of them puts a spell on the listener, with the great catchy, yet ugly and mysterious music. One can’t take the focus of the music, it doesn’t matter if it is the blazing cold black metal riffs, thundering drums and ugly vocals. Or the acustic music with whispering and subdued percussion, the spell is present.

Even though the tracks are very long, does they never get boring. They are well-composed and the band is aware of when and how to create the right atmosphere. The epic atmosphere surrounding the album is also present all the time, and has a great part of keeping the whole album together.

The shifts between the brutal black metal parts and the atmospheric folk metal parts, are also made great. They doesn’t seem clumsy, but more like a natural progression of the music. Especially the 15 minutes long ‘III’ is a very good example of the bands compositorical skills.

All with a need for dark and atmospheric music have to check this album out. It rules and delivers both brutal and ugly black metal parts and beautifully crafted folk parts. And the album can be heard again and again.

9/10

Prostitute Disfigurement – Deeds Of Derangement [Morbid Records 2003]

Da jeg så denne skive og hørte de første toner, havde jeg kun en tanke: Endnu et death/grind band uden noget nyt at byde på. Men så SLAM! Så brød hollænderne igennem lydmuren og åbenbarede deres syge og meget hårdtslående univers for undertegnede.

Den står på ultra brutalt death metal af den grimmeste slags. Guitarerne er nedtunede og rå i kanten. Der er smadder leads i spandevis, samtidig med en del fængede lead arbejde. Hoved riffene er til tider også temmelig fængende, ikke altid lige originale. Dog er der en god bunke virkelige smadderriffs på skiven.

Trommearbejdet er hårdt og kontant. Stortrommerne klasker derudaf, lilletrommen får seriøse tæsk og bækkerne giver deres besyv med. Fedt og temmelig varieret trommespil, både hvad angår brug af trommer/bækkener og rytmer. Der er nemlig en del rytme og temposkift på skiven, og det gør det til en rigtig fed og gribende affære.

Forstil dig det dybeste growl du har hørt, og så gå et par toner længere ned. Så har du den vokale udskejelse fra Prostitute Disfigurement. Det er dybt, ligger langt nede i mixet og så sparker det røv. Det er ikke særligt varieret, men man bliver sgu ikke træt af vokalen, den hænger bare ved.

Denne type musik er hørt rigtigt mange gange før. Men det er lang tid siden at jeg er blevet revet så meget med af et album indenfor denne genre. Hollænderne leverer alt hvad de skal med sikker hånd og så lige lidt mere. Bandet skulle allerede have skabt sig et navn med deres debutskive. Og jeg er temmelig sikker på at denne skive, vil få dem op i blandet sværvægterne. Det her er sgu suverænt, en af årets ondeste udgivelser, sådan skal fedt death metal lyde.

[English]

Prostitute Disfigurement – Deeds Of Derangement [Morbid Records 2003]

When I first saw this album and when I heard the first tones, had I only one thought in my head: Another death/grind band with nothing special to offer. But then SLAM! Then did the Dutchmen break the speed of light and revealed their sick and very hard hitting universe for the writer.

The name of the game is ultra brutal death metal of the ugliest kind. The guitars are very down tuned and very raw. There are many sick and twisted leads, and some catchy leads too. The main riffs are at times catchy as well, men not always as original. Though there a great deal of superb riffs on the album.

The drum work is hard and direct. The bass drums are heavy as thunder, and the snare drum gets the crap beaten out of it, and the cymbals are getting their ass kicked. Pretty good and well alternated play, both the use of various drums and cymbals and the use og various rythms, makes it a great and catchy deal.

Try to imagine the lowest growl you’ve ever heard, and go a couple of tones lower. Then you have the growl of Prostitute Disfigurement. It is deep and it hidden low in the mix and it kicks ass. It is not varied much, but one never gets tired of the vokills, it just get stuck in the head.

This type of music has been heard many times before. But damn, it has been a while since I have been so touched by an album of this style. The Dutchmen are delivering all they have to, and a bit more. The band has already made some noise with their debutalbum, and I’m sure this will stir things even more up. This is goddamn superb, one of the most evil records this year, this how great death metal has to sound.

9/10

Skinless – From Sacrifice To Survival [Relapse/Target 2003]

Så er den amerikanske dødsmaskine Skinless klar med endnu et angreb på den menneskeheden. Drengene har noget at leve op til efter deres seneste fede og meget populære skive "Foreshadowing Our Demise".

Skiven starter på allerbedste Skinless vis, efter et sekund er ingen i tvivl om hvem der styrer scenen. Det gør Skinless. Der bliver kørt af sted i et nådesløst tempo, for der efter at gå i stampe med monstertunge grooves, det er recepten. Oveni kan der lægges monstergrowl af Webber og dræbende trommespil, af min favoritdrummer John Longstreth (Origin, ex-AngelCorpse). Den mand er et monster, kan spille lynhurtigt, overteknisk og alligevel få det til at lyde flydende og naturligt.

Kompositionerne på skiven er suveræne hele vejen igennem . Bandet har formået at lave spændende musik på alle 9 skæringer, ikke et øjeblik kedsomhed er at finde herpå. Bare tjek nummeret ’Miscreant’ ud for at høre topnotch death metal.

Lyden er lavet af Neil Kernon som også stod for lyden på den seneste Cannibal Corpse skive og den nye fra Macabre. Men derudover mest beskæftiger sig med mere stille og roligt metal og rock. Gutten har dog gjort et kanon stykke arbejde og lyden på "From Sacrifice To Survival" blæser da også den på "Gore Obssessed" langt væk. Der er masser af power, dynamik og hård brutalitet.

Der er kommet meget fedt death metal på gaden i år og dette er endnu en af topskiverne. Sikker kandidat til udvælgelsen af 2003’s bedste death metal album. Sikker vinder for alle fans af brutalt US death metal!

[English]

The American death metal machine called Skinless are now ready with a new attack on the entire humanity. The boys has something to stand up to, after the success with their last album "Foreshadowing Our Demise".

The album is starting off Skinless-vice and after a second, no one is in doubt of who’s controlling the scene, it’s Skinless. The speed is without mercy, and suddenly it all stops and heavy as fuck grooves dominats the world, that is the recipe. On top of that do we have the monstergrowl of Webber and the killing drumming. Delivered by my fave drummer John Longstreth (Origin, ex-AngelCorpse). That man is a fucking monster, he can play with the speed of light, superbly technically and still make is sound flowing and naturally.

The compositions on the album are great all the way through. The band has accomplished to make some very interesting music on all nine tracks. There isn’t a single dull moment hereon. Just check out the track ‘Miscreant’ to hear topnotch death metal.

The sound is made by Neil Kernon, who did the production on the latest Cannibal Corpse album and the new Macabre ditto. Though he normally produces more "normal" music. The dude has done a surprisingly good job on "From Sacrifice To Survival", it does blow the one on "Gore Obssessed" to pieces. There are tons of power, dynamics and raw brutality.

There has been released much death metal this year, and it has seldomly been of such a high quality as this year. This album is one of the best, a sure winner for all fans of brutal US death metal.

9/10

The Consortium Project III – Terra Incognita (The Undiscovered World) [Century Media/Target 2003]

Så er Ian Perry igen klar med en ordentlig håndfuld musikere og en fed fortsættelse af sin Consortium Project historie. Som på de 2 foregående skiver bliver der budt på storslået symfonisk power metal med et progressivt tilsnit.

Sangene er virkeligt gennemarbejde og fremstår som små skinnende perfekte perler. De virker godt hver for sig, men endnu bedre i den stor sammenhæng. Musikken er velskrevet og fængende på de rigtige tidspunkter. Der er rigtigt meget kraft bag musikkens udladning denne gang. Der er også kommet lidt tungere og lidt mere aggressivt guitarspil ind over nogle af numrene. Om det kan tilskrives Metal Mike Chlasciak som leverer lidt strengespil, kan der kun gisnes om.

I sig selv er det enkelte instrument ikke så prangende, selvfølgelig lyder instrumenterne pissegodt, men der ikke så meget show off, selvom der da godt nok er lidt. Vægten ligger på sangens præmisser og sammenspillet imellem de fede musikere er i højsædet.

Lyden er kraftfuld, den springer ud af højtalerne og bider efter struben. Der er rigtigt knald på drengen og det gør kun kompositionerne endnu bedre.

Ian Perry’s vokal arbejde kan der selvfølgelig heller ikke sættes en finger på. Manden synger sgu godt og kan variere sin vokal, som en kamelæon kan skifte farve. Skiven her virker mere helstøbt og gennemarbejdet end II’eren gjorde. Det er faktisk et rigtigt stærk album, som drengene har fået stykket sammen, der er sgu skrevet nyklassiker over hele linien!

[English]

Ian Perry is now ready with a big handful og musicians and a great continuation of his Consortium Project story. As on the 2 previous albums, does it once again mean grandiose symphonic power metal with progressive elements.

The songs are really well worked through and are presented as small shiny pearls. They work great one by one, but even better in the great wholesome. The music is well written and catchy on the right times. There are lots of power behind the guitars this time. There has also been incorporated some more aggressive guitars, if that is because of the guesting Metal Mike Chlasciak, can only be a guess.

In itself is the single instrument on this album not so showily. Off course does the instruments sound good, but there isn’t so much show off, even though there is a bit. The main weight is on the song and the play between the great musicians.

The sound is powerful and jumps out the speakers and goes directly after the neck. There are lots of power behind the music and it does only make the compositions better.

There can’t be put a finger on Ian Perry’s vocal work. The man does sing great and can alternate his vocal, like a chameleon can change color. This album does seem more worked through and works better as a wholesome, than the previous 2. It is indeed a strong album, as the boys has made. There is written: Becoming classic, all over the deal.

9/10

AUGUST2003

Ankh – Expect Unexpected [Metal Mind/Pitchfork Promotions 2003]

[Danish]

Endnu et nyt bekendtskab fra den polske scene. Og med den kvalitet der bliver vist fra landet for tiden, så er det jo lækkert at høre en masse sjov derfra.

Ankh er et af de mere spøjse og eksperimenterende bands jeg længe har lagt øre til. Kvartetten byder på eksperimenterende rock med masser af elektroniske og progressive elementerne. Så at sige et album der ikke kun henvender sig til ørerne, men også til hjernen.

Største delen af numrene bliver bygget op over en jazzet rock base, hvor de 2 trommeslagere leverer skæve og alt for fede ting. Deroveni flyder guitaren med finurlige riffs og oftest bare geniale brudstykker. Kompositionerne er faktisk meget break orienterede.

De elektroniske elementer er suverænt flettet sammen med helheden i kompositionerne og er med til at holde den røde tråd igennem albummet. Selvom der er temmelig langt fra yderlighederne i Ankh’s univers.

De få vokale udskejelser som foregår på både polsk og engelsk er også okay. Vokalen er meget fortryllende og iørefaldende.

Dette band er indtil videre dette års mest spændende bekendtskab for mig. Det tog noget tid for jeg fik taget mig sammen til at lytte skiven ordentligt igennem. Ved første ørekast lyder det meget mærkeligt og det er det sgu også. Men det er meget unikt og bandets kompositoriske evner er store. De formår at flette elementer ind fra alt lige fra traditionelt polsk folkemusik til fusions jazz og alt det fede fra prog rock. "Expect Unexpected" er en passende titel på dette hamrende flotte album. Hvis du skal overbevises hurtigt, så skal du bare tjekke undertegnendes favoritter ud, følgende 3 numre siger alt: ’Love Supreme’, ’On The Way’ og ’Loop Fast Violin Mix’.

[English]

Another new acquaintance from the Polish scene. And with the quality the country is showing right now, is it great to hear a lot of good music from there.

Ankh is one of the more funny and experimenting bands I have heard in a long time. The quartet is giving us experimenting rock with lots of electronic and progressive elements. An album which isn’t only addressing the ears, but also the brain.

The biggest part of the tracks are build upon a jazzy rock base. The 2 drummers are delivering offbeat showoffs, and many other great things. In top of that is the guitar, with a lot of tricky riffs and often just fragments of genius. The compositions are a matter of fact, pretty break oriented.

The electronic elements are forged well together with the whole of the compositions. And are keeping the red line throughout the album. Even though there is a great distance from one extremity to another, in the universe of Ankh.

The few vocal excesses in both Polish and English are okay. The vocals are very enchanting and catchy.

This band is so far, this years most exciting acquaintance to me. It took some time to listen the album through. When you listen to it at first, does is seem very strange, ah well, it is pretty god damn strange. But is very unique and the constructional skills of the band are great. They are succeeding in welding together everything from Polish folk music to fusion jazz to prog rock. "Expect Unexpected" is a very fitting title to this very fine album. If you have to be convinced, then check out my favorites from the album, these 3 tracks have it all: ‘Love Supreme’, ‘On The Way’ and ‘Loop Fast Violin Mix’.

9/10

Satellite – A Street Between Sunrise And Sunset [Metal Mind/Pitchfork 2003]

[Danish]

Den polske progressive scene blomstrer sindssygt for tiden. Det her er første album fra Collage mastermind Wojtek. Godt nok havde den gode Wojtek et solo projekt i tankerne. Men det blev åbenbart for vildt for ham selv, så han har skaffet ikke mindre 10 mennesker (hvoraf 3 dog kun gæsteoptræder) til at hjælpe sig med at indspille denne herlige skive.

Satellite byder på drømmende progressivt metal af højeste klasse. Det er ikke fordi musikken er det vildeste og mest prangende man har hørt. Men hold kæft hvor spiller kompositionerne max! Det er Wojtek der har komponeret det meste af skiven. Og at det han er trommeslager gør det helt fantastik, manden har sgu evner. Ofte bærer kompositioner præg af det instrument komponisten spiller. Det gør musikken ikke på denne skive. Her spiller alt sammen til en støre enhed.

Selvfølgelig får de enkelte musikere lov til at vise hvad de kan. Der er lidt vildt trommespil, der er rigtigt fede guitarlege og så får keyboarderne også lov til at fyre den af på tangenterne. Det er faktisk noget af det fedest keyboard spil jeg har hørt i et stykke tid. Typisk futurisk lyd, men ikke så lynhurtigt som det plejer at være, meget mere gennemtænkt og flot.

Bandet har også et stort asset i vokalist Amirian. Han har en stor blød og behagelig vokal. Den smyger sig om de hårdt plagede ører og falder fløjlsblødt på trommehinden, lækkert vokal arbejde.

Den bløde og organiske lyd klæder musikken perfekt. Det er masser af tyngde bag både rock delen og de mere stille og rolige jazz parter, som bandet også mestrer perfekt. Instrumenterne og vokalen har altid det perfekte leje. Og selvom der ofte er mange elementer i lydbilledet, virker det aldrig rodet og kaotisk.

Jeg har brugt en del tid på denne skive. Musikken er blød og let at komme til. Men med flere numre på over 10 minutter, så er der noget musik at knække. Selvom de fleste kompositioner er lange, så er de fantastiske. Der er ikke et kedeligt øjeblik på skiven. Man er ligeså fanget og imponeret af nummeret på 14:51 som man er af nummeret på 4:59. Den skive er tæt på perfekt. Og til det er en debutskive, kan man jo kun se frem til den næste ofring fra bandet. Det bliver vel endnu større!

[English]

The Polish progressive metal scene is currently blooming. This is the first album from Collage mastermind Wojtek. Even though the good Wojtek had a solo project in mind, did he end up with a band consisting of 10 members (even though 3 is only on session basis) to make this record.

Satellite is serving us dreamy progressive metal of the highest class. It is not that the music is the wildest and most technical we have heard. But god damn how is the compositions superb! It is Wojtek who has composed the most of the material on the album. And the fact that he is a drummer makes it even better. How often doesn’t an album bear mark of the instrument of the composer? This does not happen on this album. Here does is all add up to the greater wholesome.

Of course does the musicians show what they can on their respective instruments. There is some crazy and wild drumming, there are great guitar noodling and the keyboarders does play a bit around. It is a matter a fact some of the best keyboard playing I have heard for a while. The typical futuristic sound, but not as fast as usual, but more thought through.

The band does also have a great asset in vocalist Amirian. He has a great, soft and very comfortable vocal. It is very smooth and is candy for my ravaged ears. Delicious vocals.

The soft and organic sound on the album, does also fit the music perfectly. There are lots of bottom behind the rock parts and the more quiet jazz parts, as the band perfectly masters. The instruments and the vocal are always in perfect level. And even though there are many elements in the sound picture, does it never seem messy or chaotic.

I have used quite some time on this album. The music is soft and pretty easy accessible. But with tracks with a length over 10 minutes, then there are some music to decode. Even though many of the compositions are long, they are fantastic. There isn’t a dull moment on the album. One is just as occupied and impressed by the track on 14:51 as the one on 4:59. This album is pretty close to perfect. And it is a debut, so one can only look forward to the next album from the band. It is bound to be bigger than this!

9/10

Skyfire – Mind_Revolution [Hammerheart/Nordic Metal 2003]

[Danish]

Denne svenske kvintet imponerede undertegnede meget med deres debut "Timeless Departure" fra 2001. Det er en skive som stadig er at finde i afspilleren, så derfor var der set frem til denne skive.

Så snart musikken sætter i gang, ligger det klart at stilen fra den første skive bliver fulgt. Der er altså tale om en gang symfonisk ultra-melodiøs semi-progressivt death metal. Bandets melodier er alt for fede og gennemførte. Hele tiden kører keyboard og guitar sammen eller kæmper imod hinanden.

De 2 instrumenter harmonerer alt for fedt på skiven. Kompositionerne er også vel lavede og sætter netop de 2 instrumenter i højsædet. Den tekniske klasse er høj og altid er der øreguf til lytterne. Enten er det guitaren der fyrer fede melodier eller leads af. Derunder ligger keyboardet og lurer og leverer lidt rytme. Eller så foregår det ligeså fedt omvendt. Eller så spiller instrumenterne sammen og skaber en meget, meget stor enhed.

Oveni det hele ligger den grimme growlende vokal og er for det meste det eneste sikre bindeled til Death metallen. Musikken har bevæget sig længere over imod den tekniske progressive power metal, og det er egentlig ikke en ulempe. Kontrasten imod den alt for fede og teknisk flotte musik og den grimme vokal virker sgu også godt.

Bandet har udviklet sig en del siden debuten, selvom musikken er blevet lidt mere blæret og "pæn" så er det sgu skallesmæk for skillingerne. Numrene hænger godt sammen og der en pæn rød tråd igennem skiven. Denne skive skal sgu høres, det er stort!

[English]

This Swedish quartet did impress yours truly a lot with their debut "Timeless Departure" from 2001. That album can still be found in my player, so I was looking forward to hearing this new effort from the Swedes.

As soon as the music starts is it clear, that the style Skyfire did establish with their debut, is continued on this album. That will say symphonic ultra melodic semi-progressive death metal. The bands melodies are very good and worked through. All the time does the keyboard and the guitars play together or are battling. The 2 instruments are usually very harmonic.

The Compositions are well made and are putting the guitars and keyboards in the center. The technical class are high and always are there something for the ears. It is either the guitar doing great melodies or cool leads, while the keyboard is underneath it and makes a bit rhythm. Sometimes is it the other way around. Or sometimes do they play together, and creates a very big unity.

On top of it all is the ugly growling vocal and that is at most times the only sure link to death metal. The music has moved more towards technical progressive power metal, and that isn’t bad. The contrast between the great and technical music and the ugly vocal is working great.

The band has developed a lot since the debut. And even though there is a bit more noodling and even though the music has become a bit more polished, there are headbutts for all the money. The tracks are nicely bound together and the red line is intact throughout the album. This album has to be heard, you have to hear this album!

9/10

Tomorrow’s Eve – Mirror Of Creation [Source Of Deluge/Pitchfork 2003]

[Danish]

68 minutter med velspillet og velkomponeret progressivt metal, er hvad tyske Tomorrow’s Eve byder os, her med deres andet udspil. Når man tænker på kvaliteten af visse bands på de store labels, så er det sgu mærkeligt at sådan et talentfuldt band som dette. Ligger og roder rundt på et upcoming selskab, men sådan er der jo så mange ting.

Musikken er meget atmosfærisk og høj eksplosiv. Bandet er gode til at bygge highlights op. Musikken bølger næsten altid op og ned og der bliver sat tryk på de helt rigtige parter. Sangskrivning af høj klasse.

Selvom musikken til tider bærer præg af heltene fra Dream Theater, så er der kommet masser af selvstændighed over bandet. De har fundet deres egen stil, med deres bombastiske progressivitet. Samspillet imellem guitar, keyboard og trommer er suverænt forførende. Hele tiden er der lagt stor vægt på et af instrumenterne og dets force. Derudover så er der dunder backbone rytmer fra bassen.

Vokalen fortjener et kapitel for sig selv. Den er lidt speciel og kræver lidt tilvænning. Den varierer meget fra en god gedigen rå rock vokal til en type der ligger meget tæt på James LaBrie. Men når den først sidder der, så er det et instrument i sig selv, som er med til at bære musikken og historien op til uanede højder.

Det er en mere end gedigen skive, som den tyske kvintet her har leveret. Her er metal for alle, lige fra de mest power glade til de mere teknik fikserede plus lidt godter for dem til fusionsjazz. Konceptet fungerer også perfekt, der en rød tråd igennem alle numrene og man kan let blive fanget af bandet’s univers, de 68 minutter er slet ikke så lange, nærmest alt for korte. Grunden til at bandet ikke opnår den absolutte topkarakter, er de lidt for tydelige Dream Theater nuancer der til tider bliver bugt. Men derudover så står bandet på egne ben og bliver snart synonymt med tysk progressivt metal. Smukt!

[English]

68 minutes of well played and well composed progressive metal, is what the Germans in Tomorrow’s Eve is serving for us, here on their second album. And when one thinks of the quality of some of the bands, on some of the bigger labels. Can one only wonder why Tomorrow’s Eve is on an upcoming label, but then there are so many things...

The music is very atmospheric and high explosive. The band is good at building up highlights. The music is always going up and down, and the blow does always come on the right time. High class songwriting.

Even though the music at times does reflect the music of the band’s heroes in Dream Theater. Is there still some independence over the band. They have found their own niche, with their bombastic progressiveness. The ensemble of the guitar, keyboard and drums are very seductive. All the time is there a great weight on the instruments and their individual force. Besides that do we have thundering backbone rhythms from the bass.

The vocals deserve a chapter for it self. It is very special and takes some time to get used to. It alternates from a good solid raw rock vocal, to one which is very close to James LaBrie. But when one gets used to it, is it good. It is like an instrument in itself, which brings the music and the story behind to new heights.

This is a very good album, as the German quintet here has made. Here is metal for all, from the most power happy to the more technically fixated, and some goodies for those into fusion jazz. The concept behind the album is working very well, there is a red line through the tracks. It is very easy to get caught in the bands universe, the 68 minutes are in certain ways not enough. The reason for the band not to get the absolute top grade. Is the a bit to obvious Dream Theater nuances, which is used at certain points. But besides that does the band has their own thing going, and will soon be synonymous with German progressive metal. Beautiful!

9/10

Zero Hour – Metamorphosis [Sensory/Intromental 2003]

[Danish]

Dette er amerikanske Zero Hour’s selv finansierede debut skive fra 1998, som deres nuværende label, har fået lov til at udgive. Skiven udkom da også kun i 2000 eksemplarer i 1998, så grundlaget for genudgivelsen er mere end legitim.

Musikken er svær. Ved første lyt er det hele sukkersødt og musikken sætter sig på rygraden med det samme. Men så snart man går i dybden med musikken, begynder frustrationerne at melde sig. Bandet gør brug af nogle meget fede og fængende melodi linier. Men flettet ind i dem, er noget meget teknisk progressivt metal. Og det er ikke altid at det er let at afkode.

Nogle af sangstrukturerne er sindssyge uortodokse og derfor svære at komme ind på og blive fortrolige med. Den tekniske del af gamet er meget komplekst og suverænt fedt, hvis man ser bort fra den hovedpine man får af at afkode musikken.

Drengene i bandet laver nogle utrolige kompositioner, som ikke kun henvender sig ørerne, men så sandelig også til hjernen. Der er ikke meget baggrundsmusik over dette udspil, det kræver fuldt opmærksomhed hele vejen igennem.

Selvom skiven har 5 år på bagen, så er det noget af det mest spændende musik jeg har hørt længe. Graden af fængende musik blandet med sindssygt utilgængelighed passer mig perfekt. Selvom jeg efterhånden har hørt skiven intenst igennem 20-30 gange, så er jeg slet ikke inde på livet af den endnu. Derudover så består bandet af 3 habile musikere og en meget god og varierende vokalist. Som bonus er der smidt 2 demo numre med i pakken. Det fede ’Eyes Of Denial’ som også åbner skiven og så det noget Dream Theater lydende ’Jaded Eyes’. For at yde retfærdighed mod denne skive, skulle jeg skrive et par sider mere. Men det ville ikke gøre det, så køb skiven og brug den fornødne tid med den, du vil ikke fortryde det. Jeg må slutte nu, Zero Hour kalder på mig igen…

[English]

This is the American band's self financed debut from 1998, as their current label has decided to re-release. There was only made 2000 copies of the album in 1998, so the reason for the re-release is more than legitimate.

The music is tough. When one listen to it at first is it sweet as sugar and the music is accessible. But when one goes in the depth with the music, does the frustrations begin. The band are using some very good and catchy melody lines. But forged within them, are some very technical progressive metal. And that isn’t always easy to decode.

Some of the song structures are very unorthodox and very hard to get into and get confident with. The technical part of the game is very complex and very good, if you look away from the headache one gets from decoding the music.

The boys in the band makes some incredible compositions, which isn’t only addressing the ears, but certainly also the brain. There isn’t much background noise over this release, it demands full attention the whole way through.

Even though the album has 5 years on the back, is it some of the most exiting music I have heard for a while. The grade of catchy music mixed with mad inaccessible music is very suitable for me. Even though I have intensely listened to this album 20-30 times, am I not even halfway there yet. Besides that does the band consist of 3 very good musicians and a good alternating vocalist. As a bonus are there 2 bonus tracks on the album. The great ‘Eyes Of Denial’, which also opens the album. And the Dream Theater sounding ‘Jaded Eyes’. To do this album justice, I should write a couple of pages more. But it wouldn’t really do it, so buy the album, use the right amount of time with it, you will never regret it. I have to stop, Zero Hour is calling again...

9/10

June 2003

Agent Steel – Order Of The Illuminati [Scarlet Records 2003]

[Danish]

Endnu engang slår de amerikanske legender i Agent Steel, tilbage fra de gode gamle dage er kun original guitarist Juan Garcia og den lidt senere tilkomne Bernie Versailles. Det gør dog ikke så meget, da bandets force altid har været det suverænt fede guitarspil fra de 2.

Resten af nutidens Agent Steel er dog ganske kompetent og sparker røv. Især vokalist Bruce Hall giver fuld valuta for pengene. Manden har en utrolig stor og kraftfuld stemme og giver mange indenfor scenen baghjul. Han veksler også meget og når nogle utroligt høje toner. Han minder mange gange om Jacques Belanger som for nogle år siden huserede i Exciter. Hall er bare meget bedre og har et større spekter.

Bassen er også kanon. Der bliver lagt en jernhård grundrytme, samtidig med at der er tid til at lege med de tunge strenge. Og så er der en bas solo på skiven det er sgu for stort, da den også er fed.

Guitarernes spil er også i en klasse for sig selv. De 2 halvgamle drenge Garcia og Versailles kan sgu stadig. Alt fra grundriffs til leads, dobbeltløb, harmonier og så videre, sparker sgu røv og af og til bliver der også flyttet nogle grænser.

Det er en suveræn fed skive Agent Steel her har fået smidt sammen. Det er svært for noget nyt materiale at opnå samme status som gamle klassikere, det lider denne skive også under. Men når det er sagt er det sgu metal i høj klasse og der bliver ikke bare leveret heavy metal og thrash af høj klasse. Bandet viser også kompositoriske evner ved at indblande akustiske elementer samt anderledes indslag. Som blandt andet det syrede guitarspil i ’Insurrection’. Det her er sgu klasse!

[English]

Once again does the American legends in Agent Steel strike back. From the good old days are only original guitar player Juan Garcia and guitarist Bernie Versailles, who was brought in the band a bit later. It doesn’t matter much, while the force of the band, always has been the superb guitar playing from the 2.

Though does the rest of the present Agent Steel kick some serious ass. Especially vocalist Bruce Hall is doing well worth of the money. The man has an incredible huge and powerful voice and gives many within the scene competition to the line. He is varying his voice a lot and reaches some incredible high tones. He reminds in many ways of Jacques Belanger, known for his Exciter years. Hall is just much better and has wider range.

The bass is also great. The basic rhythm is hard as stone, but there are always room for some playing with the heavy strings. And then there are a bass solo and the album, that’s too big, and it is great!

The guitars are also in a league for themselves. The 2 half old boys Garcia and Versailles still knows how to move their fingers. Everything from the basic riffs, to leads, to double runs to harmonies, it is all kicking serious ass and some borders are moved.

It is a very good album Agent Steel has made this time. It is very hard for new material like this to reach the heights of the old classics, and so is it with this album. But when that is said, we can focus on this album with it’s very high class thrashy heavy metal album. The band are showing good compositional skills, especially shown in the acoustic elements and the different parts, which are waived within the metal. Just take a listen to the acid-like guitar playing in ‘Insurrection’. This is big!

9/10

Blazing Eternity – A World To Drown In [Prophecy Productions/VME 2003]

[Danish]

Stemning, masser af stemning, Blazing Eternity’s andet album byder på en helt suveræn gennemgang af mørke stemninger. Unikt mørkt og afdæmpet rock med et stort melankolsk anlagt lydbillede, det kan ikke gøres meget bedre.

Kompositionsmæssigt kan man ikke klage over noget. Numrene er bygget intelligente op, og selvom spilletiden på numrene ligger fra 3:10 til 8:16 minutter, så føles numrene aldrig lange. Nej tværtimod, de er alt for korte.

Guitaren står for den primære stemningsopbygning, med fede meget mørke og til tider melankolske riffs. Lead arbejdet er fedt og giver kun stemningen et ekstra tryk opad. Bassen ligger perfekt i lydbilledet og hele tiden kan man høre hvad de 4 strenge leverer af tunge lækkerier. Trommernes spil er enkelt og effektivt. Og så er tromme lyden alt for fed, organisk og naturlig med masser af styrke når det kræves og afdæmpet når det er nødvendigt.

Vokalen er også suveræn, stille og følsom og med en fed klang der passer perfekt til stemningerne på skiven. Og når der bliver sat gang i duetterne så er det lige før tårerne kommer frem, det lyder alt for godt.

Enkeltheden bliver dyrket og alle numrene på "A World To Drown In" er beviset på hvor effektivt enkelhed kan være. 9 unikke numre som hver især har en enorm gennemslags kraft og efterlader et stort indtryk hos lytteren. Fængende men alligevel ukommercielle og svært tilgængelige, selvom numrene sidder fast efter en enkel gennemlytning. Men jo flere gange at albummet bliver hørt, jo flere detaljer kommer med og jo større bliver Blazing Eternity’s verden. Dette er en skive som alle med den mindste smag for mørkt og stemningsfyldt musik skal tjekke ud, det er sgu for stort! Og noget så sjovt som et Loveshop covernummer på en lettere metallisk rock skive, jo den er god nok og det virker perfekt! Med den udvikling bandet hidtil har gået igennem så er jeg hundrede procent sikker på at den næste skive, bliver endnu federe!

[English]

Atmosphere, lots of atmosphere, Blazing Eternity’s second album is giving us a superb going through of dark atmospheres. Unique dark and subdued rock with a great melancholic inclined sound picture, it can’t be done much better.

Compositional isn’t there anything to complain about either. The tracks are made very intelligent, and even though the tracks has a running time from 3:10 to 8:16 minutes. Then does they never seem long, more like to short.

The guitar are making the primary atmospheres, with great and dark, at times even melancholic riffs. The lead work are great too and gives the atmosphere a push in the right direction. The bass are placed perfectly in the sound picture and you can all the time hear the work of the 4 strings. The drums are played simple and very effectively. And the drum sound is very good, organic and natural with lots of power when it is needed and more subdue when it is necessary.

The vocal are also superb, quiet and sensitive and with a great tone which is suiting the differint atmospheres perfectly. And when the duets are started, wov, it almost brings forth the tears, it sounds to good.

The simplicity are used and all the tracks on "A World To Drown In" are the prove on how effective simplicity can be. 9 unique tracks where each track has an enormous amount of penetration power and leaves a big impression on the listener. Catchy and never the less noncommercial and hard to get into to, even though the tracks are on their place after a single listen. But the more time one listens too the album, more details are unveiled and suddenly is the universe of Blazing Eternity is very big. This is an album all with taste for dark and atmospheric music should check out, it is too big. And something as funny as a Loveshop cover track on a lighter metallic rock album, its good enough and it works perfectly! With the development the band so far has gone through, am I 100% sure of the next album will be even better than this!

9/10

Blood – Dysangelium [Morbid Records 2003]

Selvom det lyder lidt mærkeligt, så er dette mit første møde med dette legendariske tyske band. Det er ikke et møde som jeg har fortrudt, det har faktisk givet mig blod på tanden til at udforske bandets mørke fortid.

Stilen er kompromisløs death/grind af den ondeste skuffe. Guitarerne er nedtunede og virkeligt grimme. Vokalen er grum og rimeligt afvekslende. Trommerne kører derudaf i et malende, men også afvekslende tempo. En af de ting som mange death/grind bands glemmer er at lave afvekslende numre. Det gør Blood ikke. Det er en af de ting som gør "Dysangelium" til et meget stærkt album, numrene kan skelnes fra hinanden.

Derudover har bandet også en meget stærk identitet og deres brug af elementer indenfor death, grind og thrash er fed. Især de fængende thrash riffs der af og til bliver brugt er en fed ting. Men også trommernes afvekslende strukturer er gode.

Alle 21 numre, ja også den ambiente ’Dysangelium’ som slutter albummet af, er fede og byder på alt hvad der er godt ved mørkt death/grind. Bandet bruger afvekslende strukturer på alle felter og det er sammen med de stærke kompositioner, samt de stærke præstationer fra medlemmerne, med til at bygge et suverænt fedt album, dette album burde give genlyd andre steder end i undergrunden.

[English]

Even though it might sound a bit strange, so is this my first encounter with this legendary German band. And it is an encounter which I haven’t regretted, it has a matter of fact given me an urge to check out  their dark past.

The style is uncompromising death/grind, hard to find more evil. The guitars are tuned way down and are really ugly. The vocal are sinister and pretty alternating. The drums are running wild in a grinding but also alternating pace. One of the things most of the death/grind bands are forgetting are alternating tracks. That mistake is Blood not making and it is one of the things which makes "Dysangellium" a strong album. A death/grind album where you can tell the tracks apart, that’s great.

Besides that has the band a very strong identity and their use of a broad variety of elements within death- grind- and thrash metal is great. Especially the catchy thrash riffs which are used are a good thing in the grinding madness. But also the drums’ alternating patterns are great.

All 21 tracks on "Dysangelium" are great, yeah even the ambient title track. They  are showing all the great things within dark death/grind. The band are using very alternating structures on all fronts and that together with the strong compositions, and the great presentations from the members. Are creating a superb album, this album should make some noise other places than within the underground.

9/10

Charger – Confessions Of A Man Mad Enough To Live With Beasts [Peaceville/Nordic Metal 2003]

[Danish]

Så er der et nyt engelsk støjrock orkester som er klar til at indtage den internationale scene under stort ståhej.

Charger leverer musik som befinder sig et sted imellem støjrock og den tunge sydstats sludge. Musikken er pisse tung og støjende som ind i helvede. Den tordnende og overforvrængede bas samt de grimme guitarriffs. Står frem som en enorm støjmur, som ikke umiddelbart er til at vælte. Under den tumler trommerne fornøjeligt rundt og skaber mere kaos i kosmos. Midt imellem de hele flyder forvirrede og møg grimme vokaler og leverer de spydige tekster.

Samtidig med at musikken er alt for tung, så er der en frisk næsten punket attitude over musikken. Den attitude løfter musikken et stykke op og sammen med de skiftende tempi, bliver den nødvendige variation skabt.

Produktionen er fucking grim, ultratung og lader lytteren tilbage med et lidt smårodet lydbillede. Det har højst sandsynligt også været planen, for det fungerer sgu perfekt i Charger’s sygelige univers.

Man må sgu tage hatten for denne britiske kvartet, for de har satme leveret en debut fuldlængde med masser af boller. Musikken er tung, støjende, grim lettere kaotisk og vil skræmme flere end den vil lokke. Sådan skal det sgu være, kunstnere med integriteten iorden, denne skive er speciel, den skal sgu høres.

[English]

Alright then, a new English noisy rock orchestra is ready to take over the international scene under a lot of hype.

Charger is delivering music which is placed a place between noisy rock and good old heavy southern sludge. The music is very ugly and noisy as hell. The thundering and very distorted bass, together with the ugly guitar riffs. Are creating an enormous wall of noise which can’t be crushed. Beneath that are the drums tumbling and are creating more chaos in the middle of cosmos. Right between the whole thing are the confused and very ugly vokills, which are delivering the sarcastic lyrics.

Even though the music is very very heavy, is there a fresh almost punky feel over the music. That attitude are pushing the music a bit up and together with the shifting pace, are the necessary alternation created.

The production is fucking ugly and ultra heavy and leaves the listener back with a messy sound picture. That has probably been the plan all along, it suits the sick universe of Charger perfectly.

One have to give it to this British quartet, they has delivered a very strong debut full length with lots of balls. The music are heavy as fuck and noisy, ugly and lighter chaotic and will scare more than it will please. That is how it has to be, artists with integrity, this album is very special, is has to be heard.

9/10

Evergrey – Recreation Day [InsideOut Music/Nordic Metal 2003]

[Danish]

4. fuld længde album er svenske Evergrey nu nået til. Og jeg er temmelig sikker på at dette er mit første møde med bandet. Det er en stor fejltagelse, hvis man også kan dømme bandets tidligere skiver ud fra denne.

Bandet byder på et stort album som tager udgangspunkt i halvhårdt progressivt metal, som dog også nyder godt af en masse blødere ting. En af bandets forcer er at mikse de metalliske parter med de blødere og mere kommercielle stemningsfyldte og til tider akustiske passager.

Musikerne i bandet har fuldstændig styr på deres instrumenter og man kan kun være imponeret over dem alle. Der bliver leveret guitarspil i særklasse, både det elektriske og akustiske arbejde er alt for fedt. Ligesom der kan rykkes med til bådede metalliske og mere poppede parter. Keyboardets arbejde er også fedt og langt fremme og de piano stykker vi bliver præsenteret for er sgu også i toppen. Vokalen skal også nævnes som et højdepunkt, et album som bare byder på den, ville kunne høres igen og igen. Silkeblød og følsom, som veksles godt og byder på hvad den skal, når det kræves.

Lyden har en flot opløsning og alle detaljer kan høres klart. Dog kunne jeg godt have undværet triggerne på trommerne. Men derudover så er det en flot lyd at bandet og Fredrik Nordström har fået lavet.

Dette album burde tiltale en bred skare af folk. Progressiviteten er tilstede, kraften er bag materialet. Der er masser af mørke og melankolske atmosfærer på albummet og så er de thrashede metalliske parter sgu i top. Daf ned til pusheren og lyt på skiven, tjek især ’The Great Deceiver’, ’Recreation Day’, ’Fragments’, ’Madness Caught Another Mind’ og ’Trilogy Of The Damned’ som byder på vokal og piano, det er sgu 9 smukke og fede minutter. Og den time albummet varer er meget godt givet ud.

[English]

This is the 4th full length album from Swedish Evergrey, and I’m pretty sure that this is my first encounter with the band. This is a huge mistake if one can judge their prior albums from this one.

The band are delivering a great album, which are taking point of origin in semi hard progressive metal, which are spiced up with some softer moments. One of the band’s great forces is to mix the metallic parts with the more commercial and atmospheric stuff and at times acoustic passages.

The musicians in the band have totally control over their instruments and one can only be impressed by them. The band are delivering guitar play of a very high class, both the electrical and the acoustic work are very good. Like one can nod the old head to both the more metallic and the more poppy parts. The keyboard's work are great too and ahead of others. And the piano parts which we are presented for, are also in top. The vocal has to be mentioned as a pinnacle too. A album just with that vocal could be heard over and over again. Soft as silk, good variation and are doing what is needed, when needed.

The sound are very good, it has a good resolution and all the details can clearly be heard. Though could I easily live without the drum triggers. But besides that has the band and Fredrik Nordström done a great job with the production.

This album is addressing a lot of people. The progressiveness is there, the power behind the material is great. There are lots of dark and melancholic atmospheres on the album and then are the thrashy metallic parts in top. Run down to your pusher and check out the following tracks ‘The Great Deceiver’, ‘Recreation Day’, ‘Fragments’, ‘Madness Caught Another Mind’ and ‘Trilogy Of The Damned’. The latter are made of vocals and piano, that is 9 beautiful and great minutes. And the hour the album are lasting, is fully worth the time.

9/10

Kult Ov Azazel – Oculus Infernum [Arctic Music Group 2003]

[Danish]

Efter bandets glimrende debut "Triumph Of Fire" som udkom for et par år siden, har jeg sgu ventet spændt på at høre opfølgeren. Den er nu ankommet og endnu engang står den på harm black metal, både med masser af fart, brutalitet og stemning.

Det som først falder i ørene er de overbrutale trommer fra Goss "The Hammer". På debuten var han kun session medlem, men er siden kommet fast med i bandet. Han leverer den vildeste indsats. Der er kraft og vilje bag hans spil. Det er lynhurtigt præcist og temmelig varieret og overbrutalt.

Guitarerne leverer også brutale riffs i stride blodrøde strømme. Grundriffene er stadige meget thrashede og besidder en del ondskab og kulde. Bassens spil er også fedt og så er der levnet stor plads til bassen i lydbilledet, så man kan altid høre hvad de 4 strenge laver. Det er i dette tilfælde meget fedt.

Bandets 3foldige vokal angreb består endnu engang prøven og er med til at skabe uro i de hjem hvor skiven bliver spillet. Den ene vokal er mere ekstrem og ond end den anden og de går alle sammen godt i spænd. En større helhed bliver dannet ud fra de 3 vokaler og ondskabens cirkel bliver hel.

Ved første lyt virker "Oculus Infernum" meget som debut skiven. Men ved nærmere gennemlytning er det nye album mere varieret og byder lidt flere langsomme, stemningsfyldte og episke passager. Samtidig med at meget af materialet bliver leveret med en hæsblæsende fart. Der burde snart ikke herske tvivl om at dette er toppen af amerikansk black metal, eller black metal i det hele taget.

[English]

After the bands splendid debut "Triumph Of Fire", which was released a couple of years ago. Have I been waiting excitingly for the follow up album. That has now seen the light of day and once again are we presented for evil black metal, with lots of brutality, speed and atmosphere.

The first thing which hits the ears are the over brutal drumming of Goss "The Hammer". On the debut was he only a session member, but has since become a permanent member of the band. He is delivering a superb performance. There are will and power behind his play. It is fast as lightening, precise, pretty alternate and overly brutal.

The guitars are delivering evil riffs in blood red streams. The basic riffs are still very thrashy and possesses some evilness and coldness. The bass are great too and there a lot of place for the bass in the sound picture. You can always hear what the 4 strings are doing. In this case very good.

The 3way vocal assault from the band does once again pass the test. And are a factor of domestic disturbance, in the homes the album are played in. One vocal more evil and more extreme than the other and they are working very well together. A greater wholesome are created from the 3 vocals and the circle of evil is assembled.

When you are listening to "Oculus Infernum" the first time, it does remind one of the debut album. But when it has spun some times, is it standing forth as a more alternate album and offers more slow, atmospheric almost epic passages. Together with the high speed material. The doubts of whether this band belongs in the top, or not, of the US black metal scene, hell the international black metal scene should be over.

9/10

Ritual – Think Like A Mountain [Tempus Fugit/InsideOut Music/Nordic Metal 2003]

[Danish]

Før denne skive endte i min postkasse havde jeg aldrig hørt om svenske Ritual. Det kan jeg, efter at have tilbragt meget tid med "Think Like A Mountain" i spillen, sande har været en fejl.

Bandet leverer smukt progressivt rock iblandet en masse jazz elementer, ligeså mange fra folkemusikken og alt for meget andet. Selvom musikken er sammensat af en masse stilarter, så bliver det hele tiden holdt enkelt.

Oftest er det vokalen der styrer begivenhederne. Den fede sensuelle og meget bløde vokal, har meget spillerum og det er berettiget. Den spænder vidt og virker stort set som et instrument i sig selv. Musikken smyger sig hele tiden tæt på vokalens udskejelser og skaber en perfekt helhed.

Det er sjældent at der bliver vist noget ekstremt med instrumenterne. Folkene i bandet er dygtige musikere og det ved de selv. De har ikke behovet for at skulle vise sig. I stedet er kræfterne blevet lagt i kompositionerne, der helt igennem er gennemførte og meget gennemarbejdede. Men alt fra guitarspillet, trommerne, perkussionen, strygerne, fløjten og den helt fænomenale bas er fedt at høre på. Opbygningerne er suveræne og giver hele tiden ørerne og hjernen noget at arbejde med.

Produktionen er også fed og passer perfekt til Ritual’s materiale. Dynamisk og meget organisk er kodeordene for lyden og især bassen er alt for fed at lytte på. Men også de andre instrumenter og især vokalen er blevet tilgodeset.

Dette har nok været en af de sværeste skiver jeg nogensinde har lyttet på. Den er utrolig svær at komme ind på, på grund af musikkens enkelhed, men stadig mange detaljer. Kompositionernes intelligente opbygning er også lidt tricky når man første gang hører dem. Men som tiden går åbner skiven sig og bliver noget nær det mest fuldendte man kan forestille sig!

[English]

Before this album hit my mailbox had I never heard of Swedish Ritual. After listening to this album, can I see that that has been a huge mistake.

The band are delivering beautiful progressive rock mixed up with a lot of elements from jazz, just as much from folk music and things from a lot of other genres. Even though the music is compiled from a lot of various sources, are the tracks always kept simple.

A lot of the time are the vocals running the game. The great sensual and very soft vocal, has a lot of room to move in, and that is totally legitimate. It has a wide range and are almost used as an instrument in itself. The music are clung round the vocals efforts and it creates a greater wholesome.

It is seldom that the musicians are showing off. The people in the band are great musicians and they know it. They don’t have a need of showing off. Instead are the powers focused on the compositions, there are very thought through and complete. But all from the guitar playing to the drums, to the percussion, the strings, the flute and the phenomenal bass are great to listen to. The compositions are superb and are always feeding the ears and the brain.

The production is also great and is fitting the material of Ritual perfectly. Dynamic and very organic is the code for the sound. Especially the bass is very nice to listen to. But also all the other instruments and especially the vocal have been considered.

This has been one of the hardest albums I ever have listened to. It is incredible hard to get on to, caused of the music simplicity, and all the details. The compositions are made intelligent and a bit tricky, especially the first time one hears them. But as the time passes by, is the album becoming one of the most perfect things one can imagine.

10/10

Thunderbolt – Demons And Diamonds [Facefront/VME 2002]

[Danish]

Thunderbolt et nyt men fucking dejligt bekendtskab for mig. Den norske kvintet leverer høj oktant heavy metal, lige som jeg kan lide at høre det.

Guitarernes arbejde er alt for fedt. Dynamisk og fuld af energi. Der bliver leveret alt fra gode gamle klassiske riffs til nyere og mere innovative indslag og så er der sgu en del fedt lead arbejde. Bassen har fået en del plads i baggrunden af lydbilledet og leverer suveræn vellyd. Sjældent at den laver det store væsen af sig, men leverer en bund solid grundrytme. Dog skal der nævnes at den tager sine egne veje engang imellem. Trommernes spil er kontant og direkte, ikke så prangende men passer perfekt ind i Thunderbolt’s univers.

Vokalen kan også sagtens tåle at få nogle ord med på vejen, den er sgu også fed. Høj og kraftfuld, der er en god bund bag de høje skrig. Vokalen besidder også en ganske pæn dynamik og bliver varieret ganske udmærket, den bliver man ikke træt af med det samme.

Lyden på albummet er også meget flot. Lydbilledet er klart og gengiver alle instrumenterne dejligt, det er fedt at høre hvad alle medlemmerne i bandet hører. Alt går sgu klart igennem og det er en kæmpe fordel, når der bliver leveret lækkert spil fra alle kanter.

Hvis du ikke allerede har forstået budskabet, så kommer det lidt kontant her: Køb denne skive, den rykker for vildt. Heavy metal revolution fra Norge, er vel ikke for lidt at kalde Thunderbolt, det er lang tid siden at Norge har præsteret sådan et klasse heavy metal band som dette. Udspillet er meget professionelt, men besidder stadig masser af sjæl, tro mig, man bliver aldrig træt af at lytte på "Demons And Diamonds".

[English]

Thunderbolt is a new but fucking great encounter for me. The Norwegian quintet are delivering high octane metal, just the way I like to hear it.

The work of the guitars are all to great. Dynamic and full of energy. The band delivers good old classic riffs and newer and more innovative elements, and then we have all the great lead work. The bass has got a good space in the background of the sound picture and is delivering some great sounding work. It is seldom showing off, but is delivering a very solid basic rhythm. Though does it go its won ways at times, and that is great. The drums are very direct , not so flashy but fits the universe of Thunderbolt perfectly.

The vocals can easily get some words on the way, it is great. High, very powerful and there is a good bottom to the high screams. The vocal do posses a great deal of dynamics and is alternated just fine. It is not one, one grows tired of.

The sound on the album is very nice. The sound picture is clear and reproduces the instruments very good. It is great one always can hear what all the members in the band always are doing. Everything are going clearly through, and that is a big advantage, when everybody in the band does hell of a job.

If you haven’t gotten the message yet, here it is: Go buy this album, it fucking kills. Heavy metal revolution from Norway, isn’t a good enough description of Thunderbolt. It has been some time since Norway has produced any heavy metal in this league. The album is very professional, but still possesses a lot of soul. Believe me, you’ll never grow tired of "Demons And Diamonds".

9/10