Lipid – Hagridden [Casket Music/Target 2003]

Nu lader det til at de danske deathsters i Lipid har fået en deal der virker, efter rodet med Pavement for et par år siden. Dealen med Casket bliver fejret med denne skive, som byder på bandets 2 EP’er "God We Have Slain" og "Hagridden".

Der bliver gået til stålet med hårdtpumpet death metal, med base i svenskernes start halvfemser scene. Det kan næsten ikke blive tungt og groovende nok, hold kæft hvor det rykker. Guitarriffsene er smadrer alt på deres vej, det kan godt være en del af dem er brugt før, men sjældent i så fed og gennemført kontekst som her. Der er satme gang i guitarspillet. Udover de tunge og nakkeknusende riffs, bliver der også budt på en del fedt leadarbejde, som egentligt er noget pænere end resten af materialet.

Growleren gør også sit arbejde til UG. En fed blanding af 2 store svenskere, nemlig L.G. Petrov og Jürgen Sandstrøm, det er næsten synd for ørerne. Derudover så styrer det tunge rytmer fra tønderne også, der er klask til skindet.

Materialet på skiven har også en rigtigt fed lyd. Alt materialet er indspillet i Åbenrå sammen med Jakob Hansen. Godt nok med et par års mellemrum, men der er masser af kraft, fylde og tyngde i produktionen. Derudover så lyder instrumenterne også rigtigt godt.

Hvis man ikke har disse 2 EP’er som skiven består af hjemme i sin samling, så er det sgu med at få "Hagridden" hevet hjem. Der er skallesmæk for alle skillingerne. Lipid er ikke kun en kommende player på den danske scene, de har nosserne til at slå igennem ude i den store verden!

8/10