1349 - Beyond The Apocalypse

Grave - Fiendish Regression

Jigsore Terror - World End Carnage

Mastodon - Leviathan

Skinless - Skinflick [DVD]

The Chasm - The Spell Of Retribution

VA - Fenriz Presents

Victimizer - Skullfucked By Victimizer [Rehearsel]

17 Oktober 2004

Bomberos - Bringing Down The Neighbourhood Average [7"]

Kinetic - Soul - Emotion - Flesh [Demo]

VA - Überthrash [2x7"]

Acrimonious - Unholy Cult Demonic [demo]

Grimnismál - Grimnismál [Demo] - 5/10

Grimnismál - Asablót - The Pagan Survival [Demo] - 6/10

Ablaze My Sorrow – Anger, Hate And Fury [No Fashion Records/MNW 2002]

Her er endnu et svensk band som har fået tonsvis af ros, men aldrig rigtigt har imponeret mig. Jeg har aldrig rigtigt grovlyttet på deres tidligere skiver, da deres melodiske metal ikke har rykket i min bog.

Her på den 3. skive fra svenskernes hånd står den stadig på melodisk death metal. Der er iblandet en ordentlig dosis aggressivitet, brutalitet og fart og det gør faktisk musikken lytteværdigt. Selvom der egentligt findes en del brutalitet på skiven som den korte og hurtige ’Machine Supreme’ og den tunge og blastende ’Retention Of Illusion’, er der også bløde numre som f.eks. det meget Withering Surface lydende ’Where The Strong Lives Forever’, hvor der bliver budt på fængende omkvæd og gode melodier.

Drengene i bandet har op til denne skive fundet sig en ny frontskriger i Kristian Lönnsjö og han leverer sgu en hæderlig indsats. Han har et meget grimt og råt growl, men stadig en meget udtalt vokal, så man sagtens kan høre hvilke ord han skriger ud, kanon!

Hvis svenskerdød á la midten og slutningen af 90’erne er noget der stadig rykker for dig, så er dette din nye favorit skive. Fængende, men stadig hårdtslående melodier, fed vokal og hamrende tight spil og ganske udmærkede kompositioner, men er det ikke hørt før? Men okay, skiven kan sagtens tåle at blive hørt nogle gange, musikken rykker faktisk ganske godt.

Anthrax – We’ve Come For You All [Nuclear Blast/VME 2003]

Nu er Anthrax ved at være klar med deres nye skive "We’ve Come For You All", så derfor er der dukket en forsmag på 4 numre op i undertegnedes postkasse og hvad venter der os så?

Ud fra de 4 numre her på skiven, så er et fedt album hvad der venter. Nummeret ’What Doesn’t Die’ er en hidsig og pisseaggressiv sammensmeltning af thrash og hardcore med hamrende stortrommer, fede og pågående guitarriffs og en suveræn fed vokal fra John Bush. Herefter kommer det stille lettere længselsfulde rock nummer ’Safe Home’, hvor den stor på temmelig traditionel mørk-rock leveret Anthrax style, faktisk også et meget fedt og lidt anderledes nummer og igen står guitar, vokal og trommerne godt frem.

’Taking The Music Back’ er igen en neo-Anthrax sag med rockede toner og fed vokal fra Hr. Bush og igen kan jeg kun fremhæve guitarernes arbejde. Catchy som ind i helvede, et suverænt fedt og fængende rock nummer, som man efter første lyt, fanger sig selv i at synge med på. Sidste track på denne sampler er ’Think About An End’, hvor der står storgroovet rock på programmet, også denne niche leverer bandet med stor effektivitet og her kommer vokalen virkeligt til rette. Røvballe rock á la Anthrax virker også godt og igen kan de 3 ting som tidligere har været fremhævet nævnes som højdepunkter, men især vokalen er for fed.

Ud fra disse 4 numre som er gennemgået herover, så har Anthrax leveret et fuld fedt album der holder. Der bliver leveret en fed hybrid af tung rock og traditionelt metal á la Anthrax. Lyden er stor og flot og besidder masser af kraft. Guitarernes arbejde er sprudlende og fuld af energi, trommerne bliver leveret med stor kraft og teknisk snilde og så er der vokalen, fuck hvor er den fed. Det lader til at blive et suverænt album!

-

Arkhon Infaustus – Filth Catalyst [Osmose/Nordic Metal 2003]

All out attack on all senses! Det kan man vist godt sige om franske Arkhon Infaustus’ nyeste udgydelse imod hver eneste person’s hellige gral. Intet kan undgå beskydning fra franskmændenes vilde og bestialske death/black metal krig, hvori der er iblandet masser af ekstreme noise elementer og rendyrket psykopati.

Siden sidste skive er der kommet en ekstra guitarist og en ny trommeslager med i bandet. Guitarspillet er da også blevet lidt mere spændende at høre på, i den forstand at der sker mere på de seksstrengedes front. Der er masser af fede death og black inspirerede grundriffs, masser af larmende effekter og syrede leads. Og så er de fede thrash riffs der bliver hevet op i f.eks. i det vilde, kaotiske og noisy nummer ’Hell Conquerors’, en kanon tilføjelse.

Vokalerne er grimme og både black skriget og growlet virker godt, dog kunne der godt bruges lidt mere ondskab og kraft bag growlet.

Lyden er som altid mørk og varsler ilde ting og sager. Især den grumme og dæmpede guitarlyd er fed og giver sit til noisedelen og det kaotiske element i bandets musikalske univers. Trommernes hærgen bliver også godt gengivet og hele tiden er de tordnende stortrommer og vilde blastbeats med til at frembringe visionen om apokalypsens kommen.

Arkhon Infaustus er uden tvivl i blandt de 3 vildeste, mest larmende og mest brutale bands ude i de store vide verden. Dog savner jeg lidt de nyskabende og langt ude elementer der gjorde debut fuldlængden "Hell Injection" helt speciel. Der er ikke mange der opnår intensitetsniveauet på "Filth Catalyst", men den der sidste ting mangler sgu, men hardcore death og black fans skal ikke snyde sig selv for dette, poseurs watch your back!!!

Arvinger – Helgards Fall [Selvfinansieret 2003]

Et nyt navn er ved at rejse sig på den norske vikinge/black metal scene. Der er efterhånden ved at være langt imellem de nye og fede bands i Norge, så det er sgu fedt at høre et fremadstormende band tage tyrene ved hornene.

Som skrevet så har vi fat i en sort metal med kraftige vikinge-inspirationer. Bandet beskriver selv deres musik som black, men jeg bil nu nærmere putte den i vikinge-kategorien. Der er masser af atmosfære over musikken, det meste bliver skabt på normal vis med musikken. Men der bliver også brugt synth og kvindevokal af og til. Og netop når de 2 ting for overtaget, falder musikkens kvalitet.

Arvinger har deres force i deres aggressive approach og ligefremme udtryk. Når guitaren smider om sig med fede og mørke riffs, bassen, pumper og trommerne leverer bersærkergang, så er det sgu fedest. Men også når stemningen bliver opbygget ved hjælp af guitar, bas og trommer virker det sgu.

Vokalen på skiven er sgu noget af det fedeste jeg længe har hørt. Masser af følelse bag præstationen og så lyder den sgu halv ond.

Jeg må indrømme at jeg er imponeret over debuten fra dette norske 2 mands band. Der er masser af kvalitet bag sangskrivningen og blandingen af aggressivt vikinge/black metal og storslåede vikinge stemninger virker sgu godt. Og så de traditionelle heavy metal og thrash influenser virker godt i musikken. Selvfølhelig er der nogle skønhedsfejl her og der, og efter min mening noget overflødigt synth, samt kvindevokal. Men over en bred kam et købeværdigt album og helt sikkert et band der bliver fedt at følge i fremtiden!

Asgaroth – Red Shift [Peaceville/Nordic Metal 2002]

Dette spanske band stiftede jeg for første gang bekendtskab med da jeg for nogle år siden anskaffede mig deres debut mini album "The Quest For Eldenhor", det bød på en gang meget dårligt symfonisk black metal ting. Så det var med skælvende hånd at jeg smed deres nyeste ofring i afspilleren.

Man må sige at der er sket lidt med bandet, de har for det første lært at komponere musik og for det andet kan de nu spille på deres instrumenter. Stilen er nu en symbiose af death metal, elektronik rock med gotiske influenser.

Bandet kommer vidt omkring i der musikalske univers og ofte frembringer Asgaroth også fede stemninger og okay musik. Men oftest ender det i en gang miskmask der er små træls at lytte til. Bandet har uden tvivl fede ideer og der bliver også leveret nogle fede riffs. Men det ender bare mange gange med en gang stilforvirring og sammenrodning af lidt for mange influenser. Derudover er nogle af vokaltyperne også til at brække sig over. Der bliver leveret udmærket vokal, helt sikkert. Men en gang imellem bliver der sgu eksperimenteret lidt for vildt.

"Red Shift" er et meget spændende album med et lidt for bredt spekter af inspirationer. Dog viser albummet at bandet er på den rette vej i forhold til tidligere. Der er helt sikkert basis for at Asgaroth på et tidspunkt vil komme til at levere et rigtigt fedt album. Derudover så er den medfølgende video til skivens fedeste nummer ’Naked Eye’ faktisk meget fed!

Behemoth – Zos Kia Cultus – Here And Beyond [Avantgarde Music/MNW 2002]

Så er polske Behemoth klar med en ny skive, der skulle sætte en standard indenfor atmosfærisk death metal. Stort opsatte numre med tekster bygget op over okkulte skrifter, der bliver sgu leveret en seriøs gang mørk metal her.

Uden tvivl har hovedkomponisten lyttet en del til Morbid Angel, da musikken tager udgangspunkt i amerikanernes tungeste materiale. Dog er Behemoth så meget mere end et Morbid Angel kopi band. Der er masser af personlige twists på materialet. Desuden brillerer bandet også med mange alt for fede breaks og masser af små tekniske finurligheder.

Variationen af tempo fungerer også rigtigt godt. Der bliver vekslet imellem tunge atmosfæriske passager og vilde aggressive stykker med et hæsblæsende tempo. Guitararbejdet er meget fedt og henter inspiration indenfor hele metal spektret, det lyder godt og der en del fede riffs og hooks. Vokalen fra Nergal kan også fremhæves som en af bandets forcer. Den er rå og grim, et rigtigt grimt growl som får mig til at tænke på Dave Vincent i hans velmagtsdage.

Lyden som musikken er pakket ind i stor, dynamisk og mørk. Den passer suveræn til musikken og giver der sidste pift, til den mørke okkulte stemning som Behemoth formår at opbygge igennem skiven.

"Zos Kia Cultus" burde tiltale alle fans af mørkt musik, men især death metal fans vil falde på halen over dette udspil. Der bliver budt på varieret death metal af den mørkeste slags, men intelligente kompositioner og intelligente tekster. Og så er det et af de albums som man bliver ved med at finde nye detaljer ved, hver gang man lytter det igennem, kanon!

Bloodaxe – Bloodthrone [White Legends 2001]

En solid mur af koldt og ondskabsfuldt black metal rejser sig fra højtalerne, så snart introen ’W.O.T.A.N.’ er overstået. Herefter er der had, had og atter had på programmet. Bloodaxe leverer galde i lange baner på en fed og interessant måde.

Stilen har karakteristika fra både den kolde og dunkle nordiske scene og fra den kaotiske og overbrutale canadiske, så at sige det bedste fra dem begge. Guitarriffene skærer koldt i ørene, trommerne blaster af sted og vokalen rejser sig grum og stor som Midgårdsormen.

Der er intet nyt over Bloodaxe’s musik, men brutalitet og intensitet er i højsædet og på det punkt er der ikke mange der overgår det canadiske band. Der er også mange fede breaks, både med guitaren som højdepunktet men til dels også hvor session drummer Rali viser sin kunnen.

Hæsblæsende møgbrutalt black metal, sådan kan jeg sgu lide at høre det. Nordavinden har formået at få skruet nogle holdbare numre sammen, som helt sikkert ville kunne give genlyd i scenen. Dog falder de klassiske guitarnumre ’Treskjæreren’ og ’Morgendis’ lidt ved siden at resten af skiven. De giver et velfortjent pusterum, men virker malplaceret. Canadian Black Metal Supremacy, jeg glæder mig sgu til den næste skive!

Cernunnos! – The Beast [Selvfinansieret 2002]

Dette amerikanske band leverer en metal stil som jeg normalt ikke finder særligt spændende, nemlig symfonisk metal med black influenser. Dog er der en del ting her på skiven som virkeligt tiltaler mig, men mere om det senere. På udgivelsen finder man 3 nye numre, hvoraf det ene er et instrumentalt nummer, og så 2 numre fra bandets demo indspilning "The Horned One" fra 2001.

Som sagt stor den på symfonisk metal med influenser fra black metal, men derudover så er der masser af heavy metal inde over, og det er det der gør det rigtigt godt. Selvom keyboardet også bliver brugt flittigt på udspillet, så er det til at leve med og det skaber faktisk en rigtigt fed atmosfære mange af gangene.

Vokal arbejdet på de 2 nye numre ’Perpetual Avalon’ og det 9 minutters lange stort opsatte nummer ’Cry Of Haro’ er suveræn. Stemmen bliver leveret af session medlemmet James, som har en dejligt ru og følelsesladet vokal. Guitarens arbejde er også ganske udmærket, men byder sgu ikke på de store udladninger og nyfortolkninger, der bliver kørt i det sikre spor, dog er der nogle fede leads som skal fremhæves.

De 2 demo numre byder på mere traditionelt nordisk influeret symfonisk black metal ikke langt fra ældre Satyricon materiale, hvor især de 2 første skiver giver lidt genlyd og så Dimmu Crapir. Numrene har hæsblæsende stortrommer, synth i spandevis, aggressivt guitararbejde og en grim vokal der ligger lavt i mixet. Ikke lige min smag og numrene viser at Cernunnos! Har udviklet sig i positiv retning.

En meget sjov skive der viser et band der nok skal give lidt genlyd fremover. Især de 2 reelle nye spor er meget lytteværdige og ellers så er det her sgu kvalitets musik. Numrene er velskrevne og byder på mange spændende momenter, dog har de 2 demo numre en tendens til at gentage sig selv og blive langtrukne. Men det problem er bandet ude over i de nye numre, så hvorfor ikke tjekke et af fremtidens bands ud?

Crustacean – Insaniac [Cold Blood Industries 2003]

Efter nogle halvsløje år så må man sgu sige at den hollandske metal scene igen markerer sig meget stærkt med masser af fede death og thrash metal bands, såvel på nationale som internationale labels. Crustacean har et par udgivelser på bagen, men har ikke gjort det vilde væsen af sig, men det ændrer sig nu!

På "Insaniac" står den på slutfirser medtempo thrash med death influenser. Fede guitarhooks blandet med fede og syrede leads, tunge basgange og klaprende stortrommer samt god massage af diverse bækkener, sådan skal metal sgu leveres. Deroveni kommer den crossover-agtige vokal, altså den 80’er ting som er en blanding af growl og hardcore skrigeri. I starten havde jeg utroligt svært ved at kapere vokalen her på skiven. Men som tiden er gået virker den utroligt naturlig og går godt i spænd med musikken.

Det her er et af de mere spændende udspil jeg har hørt i noget tid. En nyfortolkning af en gylden, lidt glemt genre, det er sgu lækkert. Metallen bliver leveret med energi og entusiasme og det kan høres i resultatet. Derudover er der sgu meget fedt guitararbejde, godt blandet sammen med klassiske tonser thrash riffs. Og når vokalen først falder på plads, så finder man ud af hvor fede vokallinier egentligt er, den går perfekt i spænd med den tunge rytmespade.

Det er ikke den dybe tallerken der er genopfundet, hvis man lytter lidt til Pestilence og Obituary, har man hørt nogle af elementerne før. Men det her er sgu fedt og det er vel det det først og fremmest handler om?

Cult Of Luna – The Beyond [Earache Records/MNW 2002]

Selvom dette svenske band fra Umeå angiveligt skulle have en anerkendt debutskive på bagen, så havde jeg ikke hørt deres navn, før de signede med Earache sidste år. Det har nu resulteret i bandets album "The Beyond" og titlen beskriver egentligt musikken meget godt.

Store apokalyptiske lydflader bestående af tunge, forvrængede, skurrende guitarer, tonstunge bas rytmer, enkelt trommespil og en grim ru næsten messende vokal, er hvad der bliver budt på i alle de 10 numre. Af og til bliver apokalypsen kommen, afbrudt af en liflig guitarmelodi eller et sample eller 2, men oftest er det den direkte vej til dommedagen.

Da skiven varer 75 minutter og da der er 10 numre at finde derpå, så kan du selv regne gennemsnitlængden per sang ud. Da vi bliver budt på lange meget ensformige numre, skal der det specielt humør til, før man for noget ud af albummet. Den mørke lyd og tunge approach, samt de skurrende guitarer samt den grimme vokal, så er musikken meget svært at lytte til og det er noget svært at tage alle 10 numre i træk.

Men en mørk aften, i et mørkt rum, med en flaske rødvin og lettere sortsind, så virker Cult Of Luna’s musik suverænt. Musikken bygger på mørke stemningsflader og sindet skal også være mørkt for at få fuldt udbytte. Denne skive er bestemt ikke for alle metal fans og jeg kan egentligt kun sige at du selv kan tjekke den ud, så speciel er den. Men hvis man har humøret og tiden, så er skiven sgu fed, anderledes og ond!

Darkane – Expanding Senses [Nuclear Blast/VME 2002]

Jeg har før været i flæsket på diverse svenske neo thrash bands som skød op til højre og venstre med en masse latterlige udgivelser. Tiderne har ændret sig og der er faktisk begyndt at komme en del kvalitet indenfor genren. Darkane har altid været et af de bedste bands, og deres sidste skive "Insanity" var da også ganske habil.

Nu er de 5 gale svenskere klar med deres nyeste ofring og jeg er sgu solgt. Her bliver der budt på habilt og helt sindssygt thrash fra start til slut. Der er tonsvis af nosser, masser af aggression og alt for fede melodier. Samtidig med at udspillet er hamrende hidsigt og halvbrutalt, så er det satme også fængende. Mange af de spidsfindige hooks og melodier hænger ved efter første lyt og derefter skal den suveræne vokal præstation bare afkodes. Vokalen er så ekstremt fed, den hidsige onde vokal spiller max og den "rene" møgrå vokal virker suverænt til de mere stille stykker.

Guitarspillet er også af høj klasse, ren tæppebombning af fede riffs og geniale melodier, alt for fedt. Trommerne og bassen leverer også deres del til kassen, og så er det diskrete keyboard også rigtig fedt og giver en masse stemning.

Darkane går i ren bersærkergang med denne nye skive og de har nu fået et solidt greb om mine boller. Alle 9 numre virker alt for godt og byder op til store headbanging dag, det vil virke alt for godt live. Og med numre som ’Solitary Confinement’ og ’Parasites Of The Unexplained’ som mine personlige favoritter, er der dømt thrash attack med klasse, denne skive skal ejes af old school thrashere så vel som neo thrashere, hold kæft hvor er jeg positivt overrasket over dette dejlige band. Geniale kompositioner, geniale musikere, genial lyd, damn… der kom jeg igen!

Disharmonic Orchestra – Ahead [Nuclear Blast/VME 2002]

Endnu et legendarisk start 90’er band er stået op af graven og leverer et comeback album som skal tage verden med storm. Hvad kan man så sige om Disharmonic Orchestra anno 2002? Jo det er i hvert fald disharmonisk, derudover så bliver vi budt på thrash, hardcore, industrial, techno, halvhjertet grindcore og jeg skal komme efter dig, din satan. Bandet prøver sig frem i alverdens genrer, og alt giver det samme elendige resultat.

Guitarerne er røv kedelige og de fede momenter fra de 6 strenge kan tælles på en hånd. Vokalen stinker ud over alle grænser, kedeligt monotomt leje. Halvdødt og uden følelse af nogen betydning. Den enkle komposition veksler sjældent imellem de førnævnte genrer, det er de forskellige numre som bliver grebet an fra de forskellige stilarters synspunkt. Selvom Disharmonic Orchestra leverer 117 forskellige ting i løbet af disse 13 skæringer, så falder det hele sgu igennem.

Som om at mit irritationsmoment ikke var mættet til bristepunktet, så er der selvfølgelig også et hemmeligt nummer som er en gang tysk schlagerting og ovenpå det Beatles samplede crap nogle numre tidligere, så springer mit hjerte alt for mange slag over. Hvis du er modig og ikke har for højt blodtryk eller bare en høj smertegrænse, så tjek da "Ahead" ud. Jeg kan kun spørge Nuclear Blast om hvorfor de vil udgive sådan noget lort, det ligger under alle kendte standarter, det er ikke bare kedeligt, det er ligefremt dårligt!

First Blood Denmark Vol. 1 [Alphalota Music/Nordic Metal 2002]

Så er der dansk kompilationsskive på programmet, det kan godt være at jeg ikke har været 100% opmærksom, men jeg mener at Serious Entertaintment’s Extremity Rising serie, var den sidste kompilationsserie vi har set i Dannevang, det er godt at der kommer lidt organiseret fokus på undergrunden igen.

Der bliver spændt vidt på skiven, alt fra hårdtslående death metal til hardcore til black metal til sydstats-groove rock. Der bliver også leveret musik fra kendte som mindre kendte bands og kommende storbands. Af de kendte drenge har vi Exmortem, Iniquity, Mercenary og Saturnus. Af opkomlingene har vi døds folkene Corpus Mortale, Usipian og Urkraft og black metal infernoet Ad Noctum.

Af de mindre, for mig, kendte bands som leverer stilarter jeg ikke beskæftiger mig så meget med, er Mugshot, Blindfault, Zenith og Spine som alle rammer ved siden af min personlige smag. Spændende musik for mine ører bliver leveret af Morfeus, Beyond Reality, Mindlock og #213.

Fed kompilation som givet et godt indblik i Danmarks scene for tiden og som også viser hvor stærk og varieret den er!

Forest Stream –Tears Of Mortal Solitude [Elititst Records/MNW 2002]

Der har gået rygter om dette russiske bands metal i undergrunden i et stykke tid, så det var med glæde at deres debut skive havnede i undertegnedes hænder. Og tungt og mørkt doom metal på en kold vinterdag varmer også så dejligt.

Musikken er tung og enkel, det er sindssygt så simpelt den til tider er. Trommernes monotone gang med sagte dobbeltpedal, guitarens enkle melodi der bliver repeteret og vokalens dundrende melankolske growl. Når det nu er sagt, så skal det også siges at de enkle opskrifter virker, musikken er dyster og melankolsk, især den sorgfulde guitarlyd har en del i det.

Nogle flere lag instrumenter eller en tykkere produktion ville dog have hjulpet gevaldigt på skivens energi. Der mangler sgu noget der skubber musikken fremad, ofte virker musikkens udtryk for tyndt og det er sgu synd, for ideerne er fede.

Dog er dette en sikker vinder for alle doomfans, med sine My Dying Bride referencer og lettere black influerede vokal og til tider bevæger guitar og synth arbejdet sig også derover, som i ’Mel Kor’, så virker dommedags metallen godt. Dette er også etteren af en trilogi som skal udtrykke henholdsvis "all the sorrow", "all the majesty" og "all the hate", del et er sorgen og den kommer godt til udtryk igennem musikken og vokalen.

God Dethroned – Into The Lungs Of Hell [Metal Blade/Nordic Metal 2003]

De langsomme numre som var på forgængeren "Ravenous" viser sig nu at være en forsmag på hvad hollændernes nye skive "Into The Lung Of Hells" består af. Der er nemlig skruet ned for tempoet på alle numrene her på den nye skive. Selvfølgelig kommer hidsigheden og aggressionerne af og til ud som blast beats, men sjældent, mid tempo er kodeordet her.

Det er ikke svært at høre at det er God Dethroned man har med at gøre. Guitarlyden er signifikant og iørefaldende. At det der så bliver leveret af de 6 strengede ikke er så helvedes interessant er en anden sag. Vokalen ligner også sig selv, måske lidt grummere, dybere og ikke så black metal influeret som tidligere. En af Henri Sattler’s fedeste vokal præstationer indtil videre.

Også den nye drummer Ariën van Weesenbeek viser også at han godt kan finde ud af at hamre på tønderne. Udmærket teknisk spil af den nye mand bag gryderne, men igen er lyden plaget af triggers, tommerne lyder helt ad helvede til, fuck en gang plastikspande.

Udover Sattler’s fede vokal præstation og det udmærkede trommespil, så er det sgu svært at finde noget suverænt fedt ved dette album. Gutterne har flyttet deres musik fra godt til standard, der mangler sgu noget klasse. Det viser sig blandt andet i nummeret ’The Warcult’, som lyder som gammelt klassisk God Dethroned, men også umiskendeligt som afkog på deres ældre materiale. Et eller andet sted er kæden sgu faldet af og skiven her føles for lang og for kedelig, forhåbentligt kommer den tilbage på rette plads inden næste skive.

Lithium – Cold [No Fashion Records/MNW 2002]

En mørk og kold fusion imellem metal og intetsigende techno er hvad den svenske duo i Lithium præsenterer for os, her med deres debutskive "Cold".

Bandet består af ex-Tiamat/ex-Sundown bassist Johnny Hagel og ex-Moth medlem Carl Nilsson. Men selv om bandet består af folk som tidligere har været med til at skrive fedt materiale, for Hagel’s vedkommende i hvert fald. Så falder "Cold" helt til jorden. Den stille og dunkle metal/rock som bliver krydret med latterligt kedelige samples og effekter og dårlig vokal uden et gram følelse, fuck hvor stinker det.

Der er okay power på produktionen men musikken står i stampe og løfter sig aldrig over standarden dårlig. Selskabet bag udgivelsen kalder musikken for industrial med futuristisk ånd, jeg kalder det dårligt rock/metal med populær-techno inspiration, hvor er den mørke og kolde stemning som kendetegner industrial genren, i hvert fald ikke på denne skive, nej gem den her skive til... nej bare smid den væk.

Meridian – The Seventh Sun [Season Of Mist/VME 2002]

Schweizisk post black metal er hvad Meridian leverer efter deres pladeselskab. Hvor black metallen er henne, er hvad jeg spørger om? Godt nok befinder bandet sig på samme sti som tidligere sort metal bands som Mayhem og Thorns, altså mørkt metal med apokalyptiske industrielle elementer. Især det sidstnævnte band og mainman Snorre W. Ruch må føle sig meget flatteret over "The Seventh Sun", da mange ideer på det album, stammer fra Thorns’ debutskive.

Nu er det ikke rip off det hele, selv om det meget ofte minder lidt meget om andre ting. Musikken skaber en halvkold følelse, men jeg synes sgu fer mangler noget had. Derudover virker det mange gange som om at elektronikken spiller en for stor part i bandets univers. Det er ikke så integreret i musikken som jeg personligt kunne ønske.

Elektronikken er dog bandets styrke, da udspillet ville være ufatteligt kedeligt uden de industrielle indslag. Guitarspillet er langt fra spændende, det er faktisk temmelig standard og det samme kan siges om bassen og trommerne. Vokalen leverer nogle få højdepunkter, men byder ikke på nogle ekstremer som vi ikke før har været igennem.

Lyden på udspillet er halvmørk og lettere dunkel og passer udmærket til musikken. Dog ville noget mere power bag vokal og trommer ikke have skadet.

Jeg har lidt svært ved at finde ud af hvad jeg skal synes om dette album. De elementer som jeg kan lide, er dem som stammer fra Thorns, resten af skiven er sgu egentligt halvkedelig. Det her er ikke godt nok til at skabe de store overskrifter, men kan sagtens høres en gang eller 2 indtil at Snorre får taget sig sammen og smider et nyt Thorns album på gaden.

Messiah – Hymns To Abramelin [Massacre/Nordic Metal 2002]

Nu er schweiziske Messiah for en kort stund vendt tilbage fra graven, da Massacre Records har udgivet deres debutskive fra 1986 "Hymns To Abramelin".

Der bliver budt på råt og upoleret death/thrash af den grimmeste slags. Riffene er simple men slagkraftige, trommespillet ligeså. Bassen buldrer skånselløst et sted i lyd kaoset og på toppen af kransekagen er den grimme og brutale vokal.

Selvom dette stammer fra 1986 indeholder musikken mange af de elementer som stadig bliver brugt indenfor genren, så det er ikke helt forkert at sige at bandet i sin tid var fremsynet. Især den catchiness og groove som musikken besidder er fed. Der er et gennemgående guitarriff i hver sang og det smadrer igennem alt og hænger ved efter at man har hørt det første gang.

Lyden er total håbløs, selv i 1986 var den af dårlig standard. Men den klæder sgu musikken godt, den rå, upolerede og lettere kaotiske produktion går suverænt i spænd med musikken.

Udover det originale album indeholder skiven også 4 ikke før udgivet numre. De følger Messiah stilen uden at vige meget fra det store hele. De er meget fede men byder på en lyd der noget grimmere og rå, end den på albummet.

Hvis du ikke allerede kender de schweizere så du sgu nødt til at tjekke bandet ud, de har uden tvivl leveret inspiration til mange af nutidens bands. Det her er noget for alle nostalgiske death/thrash maniax!

Messiah – Extreme Cold Weather [Massacre/Nordic Metal 2002]

Så er Messiah’s album nummer 2 også blevet genudgivet og det indeholder selvfølgelig også en masse fedt bonusmateriale, nemlig demoerne "Powerthrash" og "The Infernal Thrashing".

Da denne skive engang i tidernes morgen udkom på metallens format: Vinyl, bestod den af 2 dele, nemlig en side med studio materiale og en side med live materiale.

Studio numrene følger Messiah traditionen med simple og fængende grimme riffs, syret vokal og hamrende trommer. Enkelt og effektivt og lytteværdigt. Lyden er blevet noget bedre til forhold til debut skiven, som er anmeldt herover. Live delen er også meget fed, med en god blanding af numre fra "Hymn To Abramelin" og demotracks og nogle jeg ved hvor kommer fra. Der er faktisk meget fed og kraftfuld lyd på live delen og så er der sgu også gang i bandet.

Demo materialet er også af høj kvalitet og her står den også på rendyrket Messiah metal, som bedst kan beskrives som pisse beskidt thrash med lidt death iblandet med en rigtig fed 80’er østeuropæisk/sydamerikansk stemning over det.

Denne skive er også essentiel for fans af death og thrash, for Messiah var sgu noget foran deres tid og leverede en masse fede og langt ude numre. Grimt, beskidt, brutalt, enkelt men stadig fængende og charmerende, det beskriver Messiah’s musik meget godt.

Mezzerschmitt – Weltherrschaft [Season Of Mist/VME 2002]

Så er Blasphemer, Hellhammer, begge fra Mayhem og LZR fra Red Harvest klar med deres første udspil fra deres nyeste projekt Mezzerschmitt.

Nordmændene byder her på industrielt metal influeret af black metal. Der bliver gjort brug af et enkelt hårdt rammende riffs, som ender med at blive vildt kedelige, da der stort set kun bliver brugt et hovedriff i hvert nummer. Trommerne kører også temmelig monotomt og er smurt ind i elektronik, så de har en meget kold plastiklyd. Vokalen er okay, men lyrikken bliver leveret på tysk med en monsteraccent, der ikke lyder så godt. Det eneste instrument der lyder godt, er den monstertunge bas.

Der kan ikke gives mange point for bandets opfindsomhed, da Mezzerschmitt’s musikalsk ikke ligger langt fra det nye Mayhem materiale. Der bliver dog brugt lidt flere industrial elementer her, men der kunne sgu lige så godt stå Mayhem på pakken.

Jeg må indrømme at jeg er noget skuffet over dette udspil, og jo mere jeg hører det jo mere harm bliver jeg på de 3 nordmænd. For de 4 numre der er at finde på skiven er sgu for kedelige og forudsigelige, det her er slet ikke godt nok.

Ministry – Animositisomina [Mayan Records/Nordic Metal 2003]

Dette er mit første møde med Ministry og deres industrial metal, men hvilket møde. Hårde kontante numre, så direkte og alligevel fulde af nuancer. Aggressivt og højtråbende, til laidback og støjende.

Guitaren er det der først springer i ørene ved gennemlytning af denne skive. Den er pisse aggressiv, lyden er hård og grim og til tider direkte punket. Trommespillet følger den aggressive guitar, som leder dansen igennem de fleste numre. Under guitarinfernoet flyder elektroniske elementer og gør underbevidstheden usikker. Og et sted midt imellem alting er vokalen.

Hvilken vokal, den spænder vidt fra aggressivt højt råben til en mere messende type. Fra melodisk syngende til thrash influeret skrigeri. Alle typer virker perfekt og bliver flettet superbt ind i bandets twistede univers.

Produktionen som omkranser skiven og som er toppen på kransekagen er også suveræn. Den følger musikkens stemninger til punkt og prikke og bliver nærmest brugt som et selvstændigt instrument. Til tider ren og klar til andre tider støjende og kaotisk, hvor elementerne flyder ind over hinanden. Til andre tider kold og uden følelse.

Jeg må sgu indrømme at jeg efter alt for mange timer i selskab med "Animositisomina" er noget imponeret over Ministry’s gale univers. Hvis man har lyst byder skiven på rendyrket aggressivitet uden de store dikkedarer. Men har man lyst til finesser og mange detaljer, så byder skiven også på det, der satme mange lag involveret i universet. Spændende og rigtig fed skive, hvor aggressivitet og udfordring er 2 af kodeordene.

My Darkest Hate – To Whom It May Concern [Massacre/Nordic Metal 2002]

Alright så er der old school death metal på programmet, denne gang fra Tyskland og de drivende kræfter i bandet stammer fra Sacred Steel og Primal Fear, og jeg kan egentlig kun sige: "Hold jer til jeres power metal, bøsserøve!".

Det var på grund af denne standard death metal udgivelser at scenen fik en nedtur i løbet af halvfemserne. Musikken er pik hamrende kedelig og uinspirerende, de 40 minutter føles som flere timer.

Den står på tunge rytmer og monstergrowl. Men hvilke rytmer, der bliver tæsket løs på diverse rytmestrukturer uden energi og galskab. Det er som om at bandet ikke er interesseret i at lave musikken. Det fedeste ved udspillet er vokalen, som til tider lyder godt. Der bliver spændt fra dybt monstergrowl til en noget klynke-skrigeri, som jeg personligt ikke kan lide.

Mange gange virker det ustruktureret og hamrende utight og bandets indsats lever slet ikke op til dagens, eller for den sags skyld halvfemsernes eller firsernes, standard. Der er et eneste fedt nummer at finde på skiven, det er også det eneste nummer som bliver leveret med masser af entusiasme, energi og indlevelse. Det er nummeret ’Brain Dead’ skrevet af mægtige Exodus, ufatteligt at andre bands skal skrive musikken for at få My Darkest Hate til at spille hæderligt. Dette udspil vedkommer hverken mig eller andre fans af metal, det er sgu for dårligt.

Naglfar – Sheol [New Hawen Records/Nordic Metal 2003]

Som en eksplosion raser det første nummer ’I Am Vengeance’ igennem stuen og sætter tempo og standard for resten af Naglfar’s tredje album "Sheol", som i øvrigt er det hebræiske ord for helvede. Meget af bandets musik må netop være smedet i helvedet. Der er fuld skrald på drengenes black metal, men traditionelt black metal er det ikke. Naglfar leger nemlig stadig med melodier, så hvis du kan forstille dig den vildeste sort metal krydret med temmelig fængende melodi linier, så har du en del af Naglfar’s lydbillede.

En stor del af bandets lydbillede bliver domineret af Jens Rydén’s sublime vokal. Ond, raspende og på en måde sårbar men stadig kraftfuld, sådan er hans stemmepragt. Vokalen går isende igennem marv og ben og bliver næsten brugt som et intrument, sammen med bassisten Olivius’s backing vokal.

Der er også kommet noget death metal med ind i arrangementerne og det gør ikke musikken dårligere. De lidt tungere riffs samt death metal breakene giver en ekstra dimension, samt gør musikken lidt ondere at lytte på.

4 gode musikere samt en fed vokalist er hvad Naglfar er bygget op af. Selvom der er kommet nye elementer med i musikken siden sidste album, så bliver der stadig gjort flittig brug af gammelkendte Naglfar melodier og opbygninger. Det er selvfølgelig det har gjort bandet populært, men det bliver sgu lidt trættende at høre på i længden. Men så er det fedt at der lidt afveksling her på skiven. Selvom svenskerne godt er noget glade for melodierne, så er "Sheol" sgu mange lyt værd, gutterne har fat i noget af det rigtige og skiven er sgu pengene værd bare på grund af den fede vokal og alt det fede guitarspil, men en åbenbaring er det ikke.

Nasty Savage – Wage Of Mayhem [Massacre/Nordic Metal 2003]

Efter at verden blev rystet i sin grundvold over Nasty Savage’s gendannelse i 1998, har mange ventet i spænding på nyt materiale fra legenderne. Da jeg modtog denne skive, smed jeg den i afspilleren i den tro at det var en genudgivelse af bandets legendariske demo "Wage Of Mayhem". Men da jeg fik at se på pressematerialet, kunne jeg se ud over en genindspilning af de 4 numre fra det føromtalte demo, så bød skiven også på 2 splinternye numre!

Hvis jeg ikke havde læst det, havde jeg nok aldrig opdaget det. De 5 herrer i bandet har ikke opdaget at 80’erne er slut og at vi er gledet ind i et nyt årtusinde. Her bliver der leveret thrash som i midten og slutningen af 80’erne og det bliver leveret med klasse.

Stortrommerne ruller stille og roligt af sted, Ben Meyer’s riffs flænger luften med præcision og energi og så har vi Nasty Ronnie’s fede men meget særegne vokal. Der er intet nyt over bandets musik og fremgangsmåde, det er egentligt en meget naturlig opfølgning på "Penetration Point", deres sidste skive fra 1989.

Nostalgien spiller nok ind her, men jeg har svært ved at finde bedre musik end dette. Hvis man ikke kan lide 80’ernes thrash stil, så skal man holde sig langt væk fra Nasty Savage! Men at få 2 nye fede numre, der viser et gammelt band med nyt blod på tanden, samt 4 legendariske demonumre, det er sgu for fedt! Så må vi jo bare håbe at bandets nye skive, der udkommer til sommer, ikke byder på for meget fornyelse! Karakteren er nok lige i overkanten, men hvad helvede, det her styrer også den dag i dag!

Novembre – Dreams d’Azur [Century Media/Nordic Metal 2002]

Da Novembre’s debut skive "Wish I Could Dream It Again…" ikke har været til at opdrive de seneste mange år, så har bandet valgt at genindspille materialet og udgive det på det nye album "Dreams d’Azur".

Jeg kender intet til bandets debut, så om materialet bliver leveret på samme måde kan jeg ikke snakke med om. Dog kan jeg slå fast at materialet er noget federe end bandets sidste ofring "Novembrine Waltz".

Der bliver vekslet godt imellem halvaggressive black/death parter med harsk vokal, og den atmosfæriske gothic som bandet er blevet respekteret for. Arrangementerne er bygget fornuftigt op og gengiver en fed atmosfære. Man bliver hevet igennem følelses stadier som længsel, afsavn, fortvivlelse og had, det virker rigtigt godt.

Desværre havde bandet allerede i de tidlige år problemer med at beherske sig. For ofte synes jeg at numrene trækker for langt ud og der bliver brugt lidt for mange unødvendige atmosfæriske passager, og det frembringer kun kedsomhed.

Lyden på albummet er meget fed og underbygger de forskellige momenter godt. Black/death parterne besidder en kold og lidt tynd lyd og de storslåede atmosfæriske momenter har en stor og flot lyd. Vokaltyperne har også en okay lyd, især den rene vokal lyder suverænt.

"Dreams d’Azur" er sgu en meget hæderlig skive og den viser at bandet besidder store kompositoriske evner. Desværre er tendensen til at det bliver for langtrukkent der, og det trækker en del ned. Jeg kunne godt have undværet noget guitarleads, basleads, akustiske stykker også videre, lidt mere ligefremhed ville have været guld værd. Men en meget fed skive man sagtens kan være bekendt at tjekke ud.

Prong – 100% Live [Locomotive Music/VME 2002]

Så er industrial rockerne Prong gendannet med mastermind Tommy Victor ved roret og det skal fejres på behørigt vis. Første udgivelse er denne live skive, hvorpå der bliver leveret en lang række af bandets gamle smaskere og det nye nummer ’Initiation’.

Der bliver lagt ud med nummeret ’Rude Awakening’ fra albummet af samme navn. Og straks fornemmer man den manglende energi og tænding, som desværre spøger hele vejen igennem albummet. Lyden er god og detaljeret og alle instrumenter og detaljer træder klart frem. De elektroniske indslag kommer også godt igennem, selv om de ofte ligger gemt lidt lange inde i lydbilledet. Men der mangler power bag lyden, selv når der er fyret godt op for anlægget er det sgu ikke nok knald på, og det hæmmer lidt lysten til at lytte på skiven.

Det nye nummer ’Initiation’, som i øvrigt er skrevet i samarbejde med Halford guitarist Pat Lachman. Er okay og følger Prog stilen meget godt, der bliver ikke budt på vilde nye ting.

Jeg husker også Tommy Victor’s vokal som noget mere aggressiv og snerrende end på dette album, igen er det som tændingen mangler.

Selvfølelig skal Prong fans være med her, alle de fede numre leveret live plus en splinter ny skæring live, det skal opleves. Men for andre er det nok ikke stedet at starte med Prong worship, med alle de fede live skiver der på markedet lige nu, holder denne ikke standarden hvad angår tænding og energi.

Septic Flesh – Sumerian Daemons [Hammerheart Records/Nordic Metal 2002]

Græske Septic Flesh har aldrig sagt mig noget med deres atmosfæriske melodiske death metal. Men de må synes at det var synd for danskeren i Nordjylland, så de har smidt en god portion brutalitet ind i deres nyeste udspil "Sumerian Daemons", og det har gjort underværker.

Grundlæggende for musikken stadig de stort opsatte mørke atmosfærer, det er dem bandet lever på. Af og til bliver de leveret med blast beats, brutal guitar og grum vokal. Andre gange med synth, kvindevokal og besværgelser. Begge dele virker godt, dog kan de store synth parter til tider blive trættende at høre på.

Musikken er meget tung og der bliver leveret mange fede blast parter. Der er dog stadig levnet plads til guitarernes melodiske udskejelser. Sjældent bliver det for meget, men det sker at musikken går lidt for meget i stå for at levere smukt guitar spil og storslået stemning, som i nummeret ’Virtues Of The Beast’.

Grækerne har været i Sverige for at indspille skiven sammen med Fredrik Nordström og det resultat er blevet godt. Lyden er tung og stor og meget dunkel. Det ville nok have været svært at finde en lyd, der ville passe bedre til Septic Flesh’s univers.

Jeg må krybe til korset og indrømme at dette er et ganske habilt udspil fra grækerne. Stemningsmættet melodisk death metal med monster vokal og masser af brutale parter, det kan du sgu roligt tjekke ud, hvis du er til stilen.

Solefald – In Harmonium Universali [Century Media/Nordic Metal 2003]

Jeg tror at der er mange der ser frem til at høre nyt materiale fra de 2 nordmænd som udgår Solefald. Jeg venter i hvert fald med glæde på at høre nye spændende toner fra dem. Lige meget hvor banebrydende og langt ude det forrige album var, ved man at man kan forvente noget vildere.

De 10 skæringer på dette nye album fra Solefald byder på også på noget udover det sædvanlige. Musikken spænder vidt fra poppet jazz, til vildt og ekstremt death/black metal. Hvor bandet forhen har haft for vane at blande en masse stilarter og stemninger i et enkelt nummer, virker det nu som om at hvert nummer her et musikalsk tema og følger det meget godt. Det gør musikken noget mere overskueligt og musikken hænger da også hurtigere ved end tidligere. Når et nu er sagt skal det også nævnes at der stadig er tonsvis af syrede og mærkelige indslag, som gør den svær at kapere.

Der bliver gjort flittigt brug af saxofon og syrede synth effekter og hvis mine ører ikke snyder mig, en harmonika. Vokalindslagene følger op på de tidligere anlagte vokaler. Der er ikke ændret meget ved dem. Der er et bredt udbud af aggressivitet og smukke rene vokaler.

Selv om man beskriver en masse stemninger, atmosfærer, genrer, instrumenter og skriver en ordentlig bunke ord om en Solefald udgivelse. Så kan man ikke nå ind til kernen af, hvad Solefald er. Det ene øjeblik bliver der leveret smuk vokal og stille og roligt musik, akkompagneret af en møgtung guitar, efterfulgt af vilde stortrommer og vildmandsskrig. Men det er kun en brøkdel af bandets univers. Solefald skal høres, for lige meget hvad så vil musikken blive opfattet på 1000 måder. Ingen ord kan beskrive dette album, det skal høres!

Spawn Of Possession – Cabinet [Unique Leader Records/Superion Dist. 2003]

Så er svenskerne i Spawn Of Possession klar med deres debut fuldlængde, noget jeg med længsel har ventet på siden jeg fik fingrene i deres alt for fede demo "Church Of Deviance".

Kan de så leve op til det pres de lagde på sig selv med det før omtalte demo. Gu kan de så, deres overtekniske pisse brutale death metal bliver sparket ud af højtalerne med masser af aggression og energi. Der er masser af smæk på stortrommerne samtidig med at trommespillet er af høj teknisk klasse. Guitarerne leverer det ene fede grovtrækker riff efter det andet, godt krydret med bandets kendetegn: De alt for fede soloer som hele tiden og igen plager vores ører og giver fede afbræk i musikken.

Vokalen som bliver leveret af trommedyr Dennis Röndum (også vokalist i Visceral Bleeding) er så suveræn fed, dybt, grim og brutalt og med masser af aggression og ondkab bag. Bassen er der også levnet godt med plads til, og modspillet imellem de 4 strenge og guitarerne virker godt.

Lyden er også meget fed, men en anelse mere kraft og saft ville ikke have gjort noget. Men for at få alle detaljerne med er man selvfølgelig nødt til at holde lyden rimelig steril.

Rigtigt fedt album som svenskerne her har leveret, men de suverænt fedeste numre på skiven er sgu de 3 gengangere fra "Church Of Deviance" demoen, og det er lidt spøjst. Men hvis man har hørt det demo ved man hvilken klasse de er i, og resten af skiven er sgu også af højbrutal kvalitet, her er baghjul til samtlige US gore/death metal bands!

Strapping Young Lad – SYL [Century Media/Nordic Metal 2003]

Så har vi fat i et af de mere omtalte bands de senere år, grunden til dette er "vidunder" psykopaten Devin Townsend og hans mange projekter, hvoraf SYL er hans udladning af aggression.

Aggressiv er denne nye skive også, men når man tænker over at det er canadierens refleksion over terrorangrebene den 11/9-2001, er det jo ikke så mærkeligt. Så snart den latterlige intro er overstået står den på høj eksplosivt thrash suverænt fedt guitararbejde, tordnende trommer fra maestro Gene Hoglan, monsterbas og Townsends flyvende vokal. Vokalen virker ved første møde lidt sjov, da den flyver fra vilde skrig til en mere ren melodisk vokal, men når man først får den ind på livet, passer den godt til de musikalske udladninger.

Guitarerne er monstertunge og har en virkelig fed lyd. Riffene er vildt brutale og flænser ens sind, som Freddy Kruegers handske. Kompositionerne er bygget intelligent op og indgyder frygt og kaos hos lytteren og tager en med på en rutsjebane tur hvad angår følelser. Her bliver budt på had, desperation, hævn, frustration og en undren over hvad der egentligt er sket.

Lyden er fed og stor. Guitarerne og bassen er pakket ind i et fedt og tykt tæppe af kraft og aggression og det virker. Vokalen svæver i lydens sfære og trommerne ligger en tung bund, samtidig at Hoglan’s tekniske finesser får lov til at komme rent igennem muren af kaos.

Kaos er et andet element som der bliver gjort flittigt brug af her på skiven. Der hersker et kaos over numrene og opbygningen og især de industrielle effekter underbygger det godt, men også meget af guitararbejdet har en kaotisk kant. Nu når vi er ved elektronikken, så synes jeg sgu at de er en skam at Hoglan’s trommer til tider er smurt ind i effekter og lyder som plastik spande, lad da manden have fed trommelyd igennem hele albummet, han leverer jo noget helt suverænt fedt spil!

Hvordan denne skive ligger i forhold til bandets forrige kan jeg ikke sige da dette er mit første møde med SYL. Men denne er anbefalelsesværdig til alle som kan lide deres musik tungt og aggressivt, thrashen er det grundlæggende, men der bliver også lånt lidt fra industrialens mørke univers, dødens tunge og kaotiske verden og black metallens kolde og skurrende riffs, det er sgu en fed skive, som vokser og vokser hver eneste gang man hører den!

VIII

Swedish Assault [Relapse Records/MNW 2002]

Så er vi nået til Sverige i Relapse’s Assasut serie og 6 af vores naboers grimmeste death/grind/core bands leverer ondskab i lange baner. Der bliver budt på øre tortur af Sayyadina, Assel, Genocide Superstar, Gadget, Birdflesh og Disfear.

Sayyadina leverer hårdtpumpet grindcore med masser af aggressivt skrigeri, enorme blastbeats og fedt og punket guitarspil. Men deres numre rangere fra rigtigt fedt til middeldårligt, især den tunge jazzede ’Stagnation’ falder lidt ved siden af deres ellers fede udtryk.

Næst på programmet er Assel, som er aggressorer indenfor highfueled grindcore med svenske tekster. Her er der fuld fart over feltet hele vejen igennem med gammelkendte udtryksmåder og før hørte blastbeats. Derudover er 2 af de 5 numre, covers af Protes Bengt og Propaghandi, men okay meget fedt og hidsigt musik.

Genocide Superstar leverer fængende punkede numre med store og let genkendelige omkvæd. Guitarriffene sidder i øret efter et enkelt lyt og vokalen hænger også ved. Fedt vokal arrangement. Grindet punk rock med store boller, rigtigt fedt band.

Nu er det så blevet Gadget’s tur og de vil blive husket for blandt andet deres fede intro til ’Boredom Suits Me Fine’ og ellers deres tunge death/grind med stor og fee bas. Growlet og den aggressive grindcore skriger virker også fint sammen og så bliver der sgu leveret noget vildt grind.

Bandet med det sælsomme navn Birdflesh tager ekstremt grindcore og smider en gore og lidt død oveni og så er der ellers dømt aggressivt metal. Hele tiden er der fuld klap på og de grimme vokaler kæmper for at blive hørt og levere det sygeste skrigeri og growl der længe er hørt. Guitararbejdet er meget fedt og både fængende, brutalt og syret på en gang.

Sidste band i denne hæsblæsende omgang er Disfear. Her bliver budt på punk rock med fængende guitar, tordnende trommer og fed og aggressiv vokal fra allestedsnærværende Tompa. Lækkert måde med et band, der snart må slå igennem. 2 numre og et meget fedt cover af Zeke’s ’Revoltion Reprise’.

Fede kompilation som viser en svenske undergrundsscene i fuldt flor og med stærke bands. Alle seks bands er på deres egen måde fede og de leverer for alt i verden pisse aggressivt metal. "Swedish Assault" er med sine 32 skæringer på 44 minutter, helt sikkert mange lyt værd og man får sgu lyst til at høre mere med de enkle band nu!

The Accursed – Straight From Hell [Selvfinansieret 2002]

Velspillet metal med stor vægt på melodier á la svenskerdød samt teknik á la Death er hvad amerikanske The Accursed bygger deres musik op omkring.

Den cocktail som bandet laver virker faktisk meget godt. Melodierne er fængende og gode og sammen med de fede tekniske lækkerier fra guitar, bas og trommer, så ender det med at blive sprængfarligt og spændende.

Vokalen er også meget fed. Igen kan vi snakke om et miks af den svenske raspende black/death og den skrigende Chuck Schuldiner. Der er noget kraft og saft bag og den ligger temmelig lavt i mikset og det giver en ond effekt. Dog synes jeg at der ikke skal eksperimenteres mere med den rene vokal, der bliver præsenteret i det sidste rendyrkede svenskerdøds nummer ’Final Farewell’, men fuck hvor er melodien i nummeret suverænt fed!

Lyden på skiven er ganske udmærket, dog ikke langt over dagens gængse demokvalitet. Men der er energi og kraft bag og så står det samlede lydbillede temmelig stærkt, hvorimod de enkle instrumenter på egen hånd, under f.eks. leads står temmelig svagt.

Alt i alt en meget fed skive med masser af tryk på og masser af fede melodier, lidt teknisk Richard Christy influeret trommespil. Dog viser drengene på Death coveret ’The Philosopher’, at de mangler lidt tightness, det kunne sgu leveres federe, men hvis du er til melodisk metal med death metal influenser eller bare kan lide nyere Death, så tjek The Accursed ud.

VII

The Kovenant – SETI [Nuclear Blast/VME 2003]

Industrial blandet med let fængende pop melodier og futuriske elementer, The Kovenant er over os igen med deres nye skive "SETI", som kort og godt betyder "Search For Extra Terrestrial Intelligence".

Om der er så er intelligens udover den på jorden får vi ikke svar på, på skiven. Derimod får vi 12 skæringer med storslået musik. Approachen til musikken er ikke når så industrial og kold, som på forgængeren "Animatronic" og det er nok det der først falder en i ørene. Musikalsk er der ikke sket meget. Der bliver stadig bygget op omkring guitarens toner og omkring dem flyder der elektroniske elementer, som nu virker noget mere positive og organiske, lidt ligesom på "Nexus Ploaris", dog uden at ramme samme glæde.

Trommerne kører i vant rille, altså godt teknisk spil fra Von Bloomberg aka Hellhammer. Men hvorfor at tromme lyden skal smøres ind i resolutte lydeffekter fatter jeg ikke, jeg ville hav nødt at høre trommernes rigtige lyd mere og jeg tror også at det ville passe godt til atmosfæren på "SETI".

Vokalen er også blevet mere udtalt og besidder en sjov klang igennem det meste af skive. Psy Coma bliver godt bakket op af session sangerinde Eileen, og hendes høje klange giver et godt modspil til hovedvokalen.

Det er ikke den skive jeg forventede at få fra The Kovenant, den er på samme tid både hårdere og blødere end forventet. Man må sige at bandet formår at tilpasse poppede og mere ekstreme elementer godt sammen. Alt det elektroniske gejl går også i perfekt spænd med deres atmosfærer og til tider hårde metal. Nuclear Blast kalder stilen Cyber Metal og det er vel egentligt en meget god beskrivelse. Der bliver budt på flyvende atmosfærisk progressivt futuristisk industrial metal og det må du gå ned til pusheren for at finde ud hvad er!